Tre øl fra Superfreunde

Superfreunde i Hamburg har (igen) sendt mig en pakke øl til at anmelde. Bryggeriet eller brandet Superfreunde er hipsterpræget og streetwise, og som fantombryggeri får de brygget øl på andre bryggerier. Det er vel et par år siden jeg skrev om IPAen Rookie på Instagram, og dengang kunne jeg ikke svinge mig op til mere end middelmådigt. Denne gang er det tre ret forskellige øl, men dommen er den samme. Det er Onepint der distribuerer i Danmark.

Tre øl fra Superfreunde
Tre øl fra Superfreunde

To Øl / Superfreunde Tandem Thrills

Samarbejdet med danske To Øl er en nyhed, og mon ikke det er anledningen til at der igen bliver sendt en pakke øl til Odense. Lad mig begynde med at rose navn og design. Jeg mindes ikke tidligere at have set tandemcyklen som symbol på et samarbejdsbryg. Ret genialt. Øllet er en IPA-humlet undergæret øl. Den ligner en NEIPA, med t grumset gult udseende og et tæt hvidt skum. Duften er også i første omgang IPA, med citrus og fersken. Efterhånden opdager jeg dog også noter af græs og halm som kunne tyde på mere europæisk humle, mens malten ikke bemærkes. Smagsindtrykket er tørt og humlet, og det er svært at gætte at det er en undergæret øl. Den er let at drikke, men adskiller sig ikke fra andre humlede tørstslukkere.

To Øl / Superfreunde Tandem Thrills

Superfreunde Till Death

Øllens fulde navn er Till Death Old School Ale, og det er et bud på en Altbier. Ifølge beskrivelsen er den let tørhumlet med Chinook for at give “den nötigen Wums” – tilstrækkelig smæk på. Udseendet passer: Mørk ravfarvet med et tæt skum. Duften byder på maltede nuancer der spænder fra friskbagt brødskorpe over toffee til sød karamel. Jeg bemærker ikke et Wums fra Chinook-humlen. Smagen er også i første omgang præget af malten, men eftersmagen har et Wums i form af en markant bitter afslutning, og en tydelig humlesmag. Jeg tænker dog mere på krydret europæisk humle end Chinooks grapefrugt-nuancer.

Till Death Old School Ale fra bryggeriet Superfreunde i Hamburg

Superfreunde Hell

Når nu vi har med et moderne hipsterbryggeri at gøre kan det overraske lidt at der også kommer en traditionel Helles på programmet. Den er endda brygget nede sydpå, tættere på Bamberg end Hamburg, og det er en helt traditionel fortolkning af stilen. Den holder dog ikke det middelmådige niveau fra de andre øl, men er lidt under middel. Duften som burde være præget af indbydende, friskbagt baguette, minder mere om støvet, gammelt korn og halm. Smagen er sødlig og maltet. og lidt tynd. Når man har rejst bare en smule i Franken og Bayern og ved hvad Helles kan være, så er det en slem skuffelse.

Superfreunde Hell

Leave a Reply