Tirsdagstilbud på Bryggeriet Flakhaven
På Odenses ølrestaurant Bryggeriet Flakhaven er der hver tirsdag tilbud. Kokken sammensætter en tre-retters menu, der serveres med to små fadøl til 250 kr. – og 35 kr. ekstra for tilkøb af en tredje øl. Man går ikke sulten derfra, og det virkede bestemt ikke som om der var sparet på råvarerne, så det må siges at være et rigtig godt tilbud.

Jeg var derinde midt i juni, og havde en rigtig god oplevelse. Da der endda var et par ølmæssige paralleller til min oplevelse på Restaurant Højt Skum på Ølfestivalen syntes jeg at det var værd at skrive om. Til forret var der Asparges Veloute, en smørfed aspargessuppe pyntet med små stykke rå asparges.
Parallelt til Højt Skum var der citrus i øllet, men det var en belgisk blonde der var krydret med citronskal og citrongræs. Den var ret tør og lidt bitter, nærmest som en saison. Øllen hedder Flakhaven Strong Virgin, og den råber efter at blive serveret til mad. Den fungerede perfekt til asparges, og jeg tror også det kunne være godt med laks og anden fed fisk.

Til hovedret var der gås. Det ser man ikke så tit, og slet ikke om sommeren, men det var et virkelig lækkert og mørt stykke kød. Tilbehøret var grillet jordskok, blomkål og løg og fungerede fremragende. I glasset var der Flakhaven Brown Beauty, en let ristet og godt humlet brown ale på 6,1%. En klassisk øl til hovedret, og den spillede godt sammen med de grillede elementer.
Desserten var rabarberkage med sorbet og citronmarengs. I mangel på mere passende valg på ølkortet blev den serveret med en maibock, Flakhaven Brewers Spring. En hæderlig, om end lidt middelmådig lys bock, men absolut ikke en øl til dessert. Den fremstod lidt skarp og endda metallisk sammen med de søde elementer.

Til den yderst rimelige pris kan Flakhavens tirsdagstilbud bestemt anbefales, og da kokken har sammensat en ny menu hver uge er det en spændende måde også at prøve nogle nye og nogle gange lidt utraditionelle sammensætninger af øl og mad.
One Reply to “Tirsdagstilbud på Bryggeriet Flakhaven”