Sort og sødt fra Fanø Bryghus

Jeg har fået tilsendt tre nye øl fra Fanø Bryghus og dem er jeg selvfølgelig meget glad for at smage på og skriv lidt om. Fanø er et lidt spøjst bryggeri der tilsyneladende lever godt af sin lokale forankring på øen og i det vestjyske. Men undertiden svinger de sig op til nationale og internationale ambitioner, og de har som oftest kvaliteten til det. De sender øl til anmeldelse i Odense, men det er (desværre) meget sporadisk at man kan købe deres øl i byen.

De tre øl byder på en mild skuffelse, en rigtig god øl og en absolut fremragende øl. Lad os begynde fra toppen. Fanøs stærkeste øl har det med at komme i serier. For knap ti år siden var det serien af kunstnerøl hvor Johnny Madsen havde malet etiket til den første, den fantastiske Imperial Juleporter. Nummer fire i serien var Gorm, en 10% imperial stout med vanilje og kakao.

Den nye serie har kongenavne og hedder Danish Imperial. Den femte øl i den serie hedder Gorm the Old og er en 10% imperial stout med vanilje, kakao og laktose. Måske ikke helt et tilfælde? Øllen er kulsort og har et flot brunt skum – noget af det mørkeste ølskum jeg har set.

Den dufter kraftigt af chokolade og kakao, med noter af kaffe og kirsebær, men også lidt brændt karakter af ristet malt, i retning af trækul eller aske. Smagen er sød og intens og med lidt varmende alkohol. Med laktose (der ikke forgærer) bliver det en meget sød øl. I forhold til den gamle Gorm der var et mesterværk i verdensklasse, så er den nye lidt for sød til at være i balance efter min smag.

Kraftige sorte øl er normalt gode til desserter og kraftige oste. Til lidt ost syntes jeg at den blev for sød. Jeg prøvede så med et stykke chokolade, men her blev øllen lidt for brændt og skarp. Så mit bedste bud er at Fanø Gorm the Old er en dessert i sig selv. Og som sagt, trods alt, en fremragende en af slagsen.

I den mildere ende finder man Fanø Full Danish Breakfast der blev lanceret sidste forår. Det er en 5,5% havrestout efter klassisk engelsk forbillede. Også en sort øl med et flot lysebrunt skum. Duften er ristet med noter af lakrids, nødder og korn og overtoner af tørret frugt. Smagen er sødlig og fyldig, med god balance mellem det ristede, sødmen og det frugtagtige. Som en oatmeal stout skal være: Relativt mild i alkohol, men med masser af smag.

Fanø Three Graces er brygget efter belgisk forbillede som en tripel. Langt hen ad vejen gør den det rigtige, men den falder i samme fælde som rigtig mange andre efterligninger af de klassiske forbilleder: Den er for sød. Det er en dyb orange øl med et medium holdbart skum. Der er duft af tørret abrikos, rørsukker/karamel og varme krydderier. Så langt så godt.

Det der gør klassiske trappister som Westmalle Tripel og Westvleteren Blonde til nogle af mine absolutte favoritter blandt klassiske øl er at de er tørre. Man får et indtryk af sødme fra frugtagtige og krydrede noter, men de bliver aldrig i nærheden af vamle. Det gør en tripel med høj restsødme til gengæld hurtigt, og Fanø Three Graces falder ikke i min smag.

Det er dejligt at Fanø Bryghus igen viser sig frem, og viser deres ambitioner i bryghuset. Nu savner vi bare de samme ambitioner i distributionen så det bliver nemmere at finde en butik der fører deres dejlige øl.