Skal julebryg smage af jul?

Sæsonen for julebryg er på vej, og dermed også diskussionen om hvad der er julebryg. Der er en fløj der kræver at julebryggen “smager af jul”, og en anden fløj der kræver “øl for sig og småkager for sig”. Jeg vil kalde mig selv et mindre rabiat medlem af anti-krydderi-fløjen. Og der er i det hele taget nok at vælge imellem derude.

Mens de store bryggerier nok sælger mest øl i sommervarmen, så er jeg sikker på at der er mikrobryggerier der henter måske en fjerdedel af omsætningen når Hr. og Fru Danmark sætter øl på julebordet, til julefrokosten og til aftenhyggen, når værtshusene flyder over med godtøl, og specialbutikkerne pakker firmagaver i døgndrift.

I supermarkederne var der julebryg til salg først i oktober, og i efterårsferien kørte de første slagtilbud, mens de store bryggerier holder nissepige-fest første fredag i november og ølbarer og cafeer holder ØJ-dag første torsdag i november. Men hvad er det så der skal i glasset? 

Historisk set så er julebryg lig med godtøl. Den ekstra gode og ekstra stærke øl der blev brygget til særlige højtider gennem året. Så det mest ægte og historisk korrekte juleøl er fra bryggerier der har en forholdsvis fast hverdagsøl og en julebryg der er en stærkere og kraftigere udgave af samme.

Den tyske doppelbock der oprindelig hørte til i fasten, og for 100 år  siden blev en dansk tradition som påskebryg, kan man kalde den danske højtidsbryg i pilsneralderen. Hvad enten det er Albanis 7,8% Blålys, eller Hancock’s 10% Julebryg, eller lignende fra andre traditionelle bryggerier, så er der noget historisk tradition over denne type julebryg – og den står i øvrigt fint til julefrokost og snaps.

Da den danske ølrevolution begyndte at rulle for en ti års tid siden var en af de første succeser de  belgiske julebryg der begyndte at dukke op. Stærk, mørk belgiske klosterøl står sig rigtig godt til den danske julemad, og det er jo også et ganske hæderligt argument for at det er “korrekt” julebryg. Endelig har de stærke engelske winter warmers også inspireret meget julebryg på det danske marked.

Det er de belgiske og engelske typer der ofte fyldes med julekrydderier. Det er der historisk belæg for, det er trods alt kun i Bayern at man har holdt sig til Reinheitsgebot, mens resten af verden gladeligt har krydret øllet med andet end humle. Det skal bare gøres med måde, så det er øl med et anstrøg af krydderier og ikke krydderi-te med en antydning af øl. Den altid velafbalancerede Herslev Stjernebryg har krop og fylde til at bære meget krydderi, og står i min bog som maksimum for hvor meget krydderi der kan være i en øl der stadig er værd at drikke.

I St. Feuillien Cuvee de Noel er krydderierne meget diskrete og det er øllet der er i fokus. Det er en klassiker på julebordet, mens Gouden Carolus Christmas er eksemplet på det modsatte, en øl der er så domineret af stjerneanis at det bare ikke er sjovt. Når der i næste uge er ØJ-dag og EkstraBladets julebryg-messe kan det være jeg finder tid til at gå mere konkret til værks med nogle af årets nye julebryg. Og så dukker der nok også en kommentar op om de mange nye typer julebryg med alverdens øltyper i juleforklædning.