På øltur til München og Braukunst-Live

Braukunst-Live er et godt tysk bud på en seriøs ølfestival. Den afholdes i München hvert år, men der er bryggerier fra hele Tyskland. Fokus er på de små og nye bryggerier der lader sig inspirere af andet end traditionelt tysk øl og også brygger pale ales og stouts, eller på anden måde leger med traditionerne. I sidste weekend var jeg i München på en lang weekend, og var på festivalen en dag.

Jeg var med på den tilsvarende tur for tre år siden, og var den gang på festivalen tre dage, men det behov havde jeg ikke i denne omgang. I stedet blev lørdagen brugt på en udflugt til Andechser Kloster og deres fine Bräustüberl, og om søndagen var jeg på det imponerende og spændende Deutches Museum. Der var selvfølgelig også tid til andre værtshusbesøg – læs om dem nederst.

For tre år siden skrev jeg at festivalen var i eksplosiv vækst og det så ud til at fortsætte, men der var egentlig ikke sket det store på den front. Arealet var nogenlunde det samme, og menneskemængden om fredagen så ud til at være det samme. Da vi ankom til åbningstid kl. 16 var der ikke en lang kø som sidste gang, men det skyldes nu nok nærmere at der var meget bedre styr på logistikken end sidst, og alt var bedre organiseret. Eftermiddagen var nogenlunde velbesøgt og om aftenen var der decideret tæt pakket.

Udvalget af bryggerier har til gengæld udviklet sig lidt. Hofbräuhaus München og Schneider Weisse var der stadig, men ellers var der ikke mange af de helt store. Til gengæld er der tydeligvis kommet en del nye lokale bryggerier til, hvilket vi også kunne se på efterfølgende værtshusbesøg, hvor der var mere lokalt øl på de specialiserede ølbarer.

For tre år siden var jeg især skuffet over de tyske forsøg på at brygge pale ales, og jeg smagte ikke meget der modbeviste dette. I stedet valgte jeg denne gang at koncentrere mig om traditionelt tysk lys lager, altså Helles og Pilsner. Der var både helt traditionelle fortolkninger og mere eksperimenterende forsøg med tørhumling og/eller brug af nye humletyper som Citra eller nye tyske humler som Mandarina Bavaria eller Hüll Melon.

Min strategi gav rigtig gode oplevelser. Der var øl helt på højde med Ayinger og Andechs serveret frisk på byens bryggeri-udskænkninger, altså noget nær verdensklasse. De forskellige humlevalg gav desuden lidt variation som gjorde at det gav mening at drikke Helles af 10 cl smagsprøver frem for halvlitersglas.

Rundt om i byen bobler der lidt af aktivitet, og der kommer løbende flere ølbarer til. Jeg nåede at besøge en enkelt ny bar, foruden et brygværtshus, og der var desuden genbesøg til de seks steder jeg skrev om i 2015. I forhold til den artikel kan jeg da lige opdatere: at der denne gang ikke var ulidelig musik i Augustinerkeller, til gengæld var maden fortsat dybt skuffende med for eksempel et knastørt stykke andekød. Jeg var ikke selv inde på Hofbräuhaus denne gang, men fra andre blev det rapporteret at der faktisk også var lokale gæster der kom der og fik deres weisswurst til elevensies/formiddagsmad.

Andechs Am Dom står over for nedrivning, men dukker forhåbentlig op et andet sted, og Ayinger am Platzl er fortsat det mest anbefalelsesværdige traditionelle sted i München – maden er mange niveauer over Augustinerkeller. Om Giesinger kan jeg sige at øllet stadig er godt, men de er lidt stressede og irritable når selskabet er på 24 mennesker – kom hellere i mindre grupper. Taphouse Munich er stadig godt, og i takt med at den lokale ølscene er vokset har de fået mere lokalt øl og mindre internationalt – hvilket er en god ting for den danske ølturist der også kan få Mikkeller og To Øl derhjemme.

Lørdag efter at have været på Andechs Kloster (næste blog), var vi på det relativt nystartede Schiller Bräu. Vi fik en smagekasse med 5x 10cl smagsprøver på deres fire faste foruden månedens øl. Der var ingen af dem jeg havde lyst til at købe en hel af bagefter, men med kun et år på bagen er skal de måske lige øve sig. Jeg er klar til at give dem en ny chance hvis jeg kommer til München om et par år og de stadig eksisterer.

Som afslutning på vores lørdag aften var vi på den fine, unge ølbar Crowbar, hvor de har seks fadølshaner og et flot flaskekort, hovedsageligt med uafhængige, lokale bryggerier. Bartenderen var glad for at kunne præsentere sit øl for udenlandske gæster og fortælle lidt om øllet, og der var nogle fine ting imellem. Det blev dog også igen understreget at tyske bryggerier fortsat har det svært med pale ale og IPA. Meget af det smager som humlet øl fra de mere kedelige danske bryggerier smagte for fem-ti år siden. Til gengæld var der også enkelte lyspunkter, og måske skal man bare konstatere at de er lidt bagud i forhold til vores udvikling, og det nok skal komme?