Ølgastronomisk søndagsfrokost

Alle fotos af Mia Maria Petersen for Hotel- og Restaurantskolen
Alle fotos af Mia Maria Petersen for Hotel- og Restaurantskolen

På søndag udgives en ny ølgastronomisk bog “Humlen af Gastronomi 2”, af Hotel- og Restaurantskolen i samarbejde med Carlsberg. I den forbindelse er jeg inviteret til en søndagsfrokost på Carlsberg, hvor retter fra bogen bliver præsenteret. Arrangementet er også åbent for offentligheden, men der er udsolgt.

Til søndagsfrokosten serveres øltapas, efterfulgt af fem forskellige retter, fire inspireret af årstiderne, foruden en dessert. Der vil være øl til maden, som selvfølgelig er nøje udvalgt. Desuden er der ølcocktails, som også har været en del af projektet.

Ølgastronomisk skønhed: Gråand i ølsauce med mælkeskind, syltede svampe og glaceret pastinak
Ølgastronomisk skønhed: Gråand i ølsauce med mælkeskind, syltede svampe og glaceret pastinak

Ønsket om at få mere øl på restauranterne har længe været et stort ønske blandt bryggere og ølentusiaster i Danmark og i resten af verden. Da det økonomisk set er mest fornuftigt for restauratørerne at holde sig til vin – som man kan sætte en hvilken som helst mark-up på og stadig sælge uden at kunderne løfter et øjenbryn – er der almindelig enighed om at den vigtigste strategi er at påvirke unge kokke og tjenere under uddannelse, så de i fremtiden ser øllet som en naturlig del af deres arbejdsområde.

Stemning i køkkenetDer sker rigtig meget i disse år, med nye kelner/øltjener-uddannelser, og mere og mere øl i grunduddannelserne. Når der samtidig var masser af medieomtale da den danskejede ølrestaurant Tørst i New York fik en Michelinstjerne, så ser det ganske lyst ud.

Ølcocktail kaldet Harmony med bl.a. Jacobsens Forårsbryg og rom
Ølcocktail kaldet Harmony med bl.a. Jacobsens Forårsbryg og rom

På Hotel- og Restaurantskolen i København har man de seneste to år i samarbejde med Carlsberg inkluderet et forløb om øl på grunduddannelsen. ca. 800 elever har været igennem et intenst 3 dages teoretisk og praktisk kursus om ølgastronomi, samspillet mellem øl og mad, og ølcocktails. Det har resulteret i nu to kogebøger med opskrifter der er udviklet under forløbet.

Det bliver spændende hvor vidt det kan føre. Dels at pæne hverdagsrestauranter finder det nødvendigt at have en ansat med forstand på øl til at supplere den vin-ansvarlige. Dels at det nye nordiske køkken måske kan blive så nordisk at der også på dansk grund findes en ølgastronomisk restaurant med michelin-stjerne?

Leave a Reply