Øl og mad på Restaurant Fynboen

I denne uge er der Dinner Days. De deltagende restauranter serverer tre retter for bare 210 kr. Jeg kommer selv afsted tre gange i løbet af ugen. To steder jeg ikke har spist før og i går aftes et glædeligt gensyn med Restaurant Fynboen. Menuen var udpræget rustik og lagde op til at der skulle drikkes øl, og derfor var det også oplagt med et blogindlæg.

Fish & Chips a la Fynboen, med Kong Asgers Hvede fra Møn Bryghus

Fynboen laver god, vellavet bistromad til gode priser lige som efterhånden rigtig mange restauranter i Odense. Men der skal helst være et lille fynsk twist i maden, og naturligvis fynske råvarer. Der er én fast menu som skifter efter sæsonen, og ledsages af en vin- øl- eller saftmenu. Snacks, forret, hovedret og dessert, med tre glas drikkevarer koster 500 kr. Simpelt og effektivt.

Forretten til Dinner Days var en fortolkning af Fish & Chips. Et stykke kuller i øldej, serveret med hjertesalat, glaskål, kartoffelchips (i den dansk/amerikanske forstand, altså fish & crisps) og en muslingesauce. Jeg elsker fish & chips og synes egentlig ikke at fritter tartare sauce og mushy peas fejler noget. Ikke desto mindre var det et perfekt stykke fisk og det grønne tilbehør var velkomponeret og matchede godt til fisken.

Fynboens usandsynligt lækre kuvertbrød serveres med urtesmør og naturligvis en god fynsk rygeost-creme.

Der var valgt hvedeøl til fisken, ikke nogen revolutionerende ide, og faktisk et bedre match end en pint Best Bitter. Kong Asgers Hvede fra Møn Bryghus er inspireret af belgisk witbier, kraftigt krydret med korianderfrø. I sig selv en halvkedelig øl, men håndværket fejlede ikke noget og i kombination med maden var det en god, afdæmpet og forfriskende øl.

Hovedretten var braiseret spoleben, vel en af de mest klassiske retter i dansk ølkøkken. Det blev serveret med grønkål og æbler (det fynske element), syltede bøgehatte og en forårsrulle med kartoffel. Den utraditionelle kartoffelkroket pyntede i en ret hvor der ellers ikke er så meget plads til kokkens kreativitet. Det var klassisk og velsmagende, simpelt og lækkert. Og ingen kan have gået sultne hjem!

Braiseret spoleben med grønkål og hertil Ørbæk Brown Ale

Ølmenuen bød på Ørbæk Brown Ale, en mørk en af slagsen hvor de klassiske noter af karamel og chokolade får overtoner af mørk chokolade og mild kaffe. Absolut en af de mere solide frembringelser fra Ørbæk Bryggeri, og en øl som gør det godt i selskab med langtidstilberedt svinekød. Når øllet skal serveres til mad går jeg i det hele taget ind for at der gerne må skrues ned for vildskaben så øllet ikke tager opmærksomhed fra maden.

Til dessert var der dekonstrueret drømmekage. Kagebund med kokosis, ristede kokosflager, creme af hvid chokolade, granite af havesyre, og farin-sauce a la brunsviger. Den heftige, søde dessert kunne godt have trukket en rund barleywine eller en belgisk quadrupel, men valget var faldet på Ørbæk Fynsk Forår, så jeg hoppede over på vinmenuen. Den hvide argentinske dessertvin havde ret meget og gav en tiltrængt balance.

Fynboens Drømmekage

Leave a Reply