Munkebo Munin og High Water Blind Spot
Det er ikke blevet til meget på bloggen i december måned, men her lige før jul vil jeg lige samle op med fire nye årstidsøl jeg har fået i år. I dag er det to mørke, Munkebo Mikrobryg Munin og High Water Brewing Blind Spot. Munin er en potent trappist-inspireret julebryg, mens Blind Spot er en “mørk ale med vinterkrydderier”.
Munkebo Mikrobryg Munin er brygget som en belgisk quadrupel – trappist-bryggeriernes stærkeste øltype. Det er den yngste af trappist-typerne, og navnet har ikke historiske rødder, men er et “kommercielt” navn opfundet af klosteret Koningshoeven/La Trappe som en naturlig navnemæssig overbygning til deres dubbel og tripel.
Det er de helt klassiske dyder der er på spil i Munkebo Munin. Den er sat sammen med en ret simpel maltsammensætning med pilsner- og münchenmalt, lidt mere utraditionelt rugmalt og lidt farvemalt, og så noget belgisk kandis-sukker som hæver alkoholprocenten og samtidig gør øllet ret let og tørt. Den er gæret på en gær der stammer fra Rochefort-klosteret, så alt er autentisk.
Det er en kraftig øl på 11% og den bærer det smukt. Selvfølgelig kan man smage at alkoholprocenten er høj, men som i god dessertvin og i de bedste belgiere bæres det elegant. Den dufter af tørret frugt (især tørret abrikos og daddel) og karamel, med krydrede noter, og typisk belgiske overtoner af bobletyggegummi og vingummi-agtig frugt.
Smagen er sødlig frugt og mørk sukker, men uden at være vammel og har tydelig, varmende alkohol. I afslutningen er der en let bitterhed og alkoholen hjælper også med at holde sødmen i skak. Det er en øl som minder mig meget om La Trappe Quadrupel, med sin forholdsvis lyse og lette smag. De andre klassiske trappister som Blå Chimay og Rochefort 12 er både mørkere i farven og i smagen med mere rosin og figner i karakteren.
High Water Blind Spot er ifølge etiketten en “Dark Specialty Ale”, og den mørkt kastanjefarvede øl på 8,2% falder et sted mellem stærk porter og brown ale i sin karakter. Den maltede aroma har karamel og tørret frugt, men også mørkere noter af chokolade og lakrids, foruden tydelige krydderier. Der er brugt ingefær, kardemomme, paradisfrø og stjerneanis.
Smagen er sød og maltet med let ristede noter, og lidt for meget krydderi til min smag. Man skal i hvert fald gerne være nogle stykker for at kunne klare den store flasker indenfor et rimeligt tidsrum (jeg brugte en lang aften). Når det er sagt så er det egentlig en velkomponeret og relativt vel-afbalanceret øl, men skal bare kunne klare krydderierne. Den er bedre end mange danske krydrede julebryg, men spørgsmålet er så om vi strengt taget har behov for at importere krydret juleøl fra Californien?