Mikkeller Single Hop Imperial IPA: Nelson og Citra
Mikkeller er gået i gang med en ny serie pædagogiske humlebryg, Mikkeller Single Hop Imperial IPA, og jeg fandt Nelson og Citra i Vinoble i Dalum. Velsmagen er i højsædet her, og det pædagogiske må komme i anden række. Der er tale om double/imperial IPA af højeste klasse, en smagsoplevelse der retfærdiggør det højere alkoholniveau – begge øl er 8,9% mens de fleste almindelige IPAer i dag ligger på et niveau omkring 6%.
Det er to af de senere års mest holdbare modehumler der er brugt i disse to øl. Den lidt ældre Simcoe, og den nyeste modehumle Mosaic har ikke lige ramt Odense i denne omgang.
Den New Zealandske humle Nelson Sauvin tog verden med storm da der for en 6-7 år siden var en verdensomspændende humlekrise som følge af dårlig høst og øget efterspørgsel. Den er opkaldt efter byen Nelson, og den Sauvignon Blanc vin der dyrkes i området og som humlen har mange karakteristika fælles med.
Mikkeller Single Hop Imperial IPA Nelson dufter af stikkelsbær, kiwi og hvidvin. Næsten parfumeret i sin frugtsødme. Smagen er også sødlig og fyldt med frugt, men som det sig hør og bør i en IIPA, så slår den igen med en solid bitter afslutning. Bitterheden er en smule rå og skarp i dette tilfælde, men det er alt i alt en bundsolid øl. Er man stor fan af Nelson Sauvin-humlen er denne øl ikke til at komme uden om.
Citra-humlen er lidt nyere på markedet, og fra og med 2010 har den ikke være til at komme uden om. Det er den mest ekstreme citrus-humle med duft og smag af citronskal og lime. Mikkeller Single Hop Imperial IPA Citra har en super frisk citrus duft af citron, lime og grapefrugt, sammen med tropiske noter af mango og ananas. Der noteres også en smule malt, og alkoholen kan ikke helt skjules, men humlen er klart i centrum.
Bitterheden er markant, og i Citra-versionen virker den ikke skarp, men kilder og kradser behageligt i halsen. Efter at have drukket en flaske er man ikke i tvivl om at det er en bitter imperial IPA, men det kradser altså på en blød og behagelig måde. Citra-humlen er sjældent blevet præsenteret på en mere overbevisende måde, og det er en øl alle humle-entusiaster bør forkæle sig selv med.