Mikkeller Blk Fist

Det hændte en helt almindelig tirsdag aften at tre odenseanske ølbloggere mødtes for at dele en øl. Ikke nogen helt almindelig øl. Mikkeller Blk Fist er en ekstrem satan på 26,1%, en særudgave af den allerede ekstreme imperial stout Mikkeller Black. Fra Mikkellers webshop kostede en 37,5cl flaske 300kr når forsendelsen også skulle betales, en ganske heftig pris, næsten uanset hvor god en øl er. 

Vi mødtes altså, Martin fra Stovt, Alex fra RockOnBeer og mig selv. Vi havde fået lov at sidde på Christian Firtal, hvilket gave mulighed for, efter behov, at fejre Mikkellers triumf, eller skylle skuffelsen ned med andre øl. Og at dele oplevelsen med et par andre af byens gode ølfolk.

Skulle vi have smagt Blk Fist helt efter bogen var der nøje indledende manøvrer der burde være overholdt. Den skulle have været dekanteret, men vi nøjedes med at åbne den og lade den ilte et stykke tid. Serveringstemperaturen anbefales at være mellem 15 grader og stuetemperatur, og det blev nogenlunde overholdt. Der blev serveret i små tulipan/cognacglas som åbnede op for aromaen og gjorde det muligt at slynge øllet godt rundt i glasset, og vi er i det hele taget sikre på at vi gjorde det bedste vi kunne for at optimere oplevelsen. Trods manglende dekantering.

De fleste ultrastærke øl har været frysekoncentreret, efter den metode tyskerne bruger til eisbock – øllet fryses ned og is (dvs vand) fjernes, så det tilbageværende øl koncentreres i smag og styrke. Mikkeller Blk Fist er bragt op på de 26% ved at blive flyttet fra bourbonfad til bourbonfad i alt ti gange, og bourbonsjatterne i fadene har bragt alkoholprocenten fra 18 til 26. Hvis det har været bourbon på 40% svarer det til at den færdige øl er en del bourbon til fem dele øl. Det vil naturligvis kunne smages, men spørgsmålet er hvor meget tid har det haft til at modne og finde sammen?

Øllet kom i glassene og spændingen steg. Første snif var rent alkohol. Det føltes som mere end i et glas ren bourbon, men det skyldtes nok en kombination af mængden (en lille deciliter er meget i denne styrke), glassets form der koncentrerer duften, og så overraskelsesmomentet. Jeg har både smagt Samuel Adams Utopias med samme alkoholprocent som også ganske givet til dels stammer fra bourbonfade, og frysekoncentreret øl fra Brewdog og Schorschbräu, og ingen af dem har budt på så meget alkohol.

Med en mere forsigtig tilgang – som man også bruger det ved spiritussmagning – afslørede den betydelig flere nuancer. Der var mørke noter af chokolade og lakrids, og der var mere forfinede bourbonnoter af vanilje, kokos og råt egetræ, men stadig trods alt med tydelig alkohol hen over.

Smagen er sød og sprittet, men igen med spændende ting i baggrunden. Der er vinøse og ganske komplekse noter med chokolade, tørret frugt og bourbon, men fortsat henvist til baggrunden. Den blev smagt i ganske små sip, og fik lov at varme op, men det ændrede ikke nævneværdigt på oplevelsen.

Jeg gik ind til denne øl med åbne øjne, forventede en sprittet øl og en mere speciel end god oplevelse. Men jeg skulle da smage den og se hvad det var Mikkeller nu havde fundet på, og jeg føler mig hverken skuffet eller snydt over at have lagt 100kr for oplevelsen. Det er bare ikke noget man går ud og gør igen…

Og har man ikke smagt den før, så er pengene måske bedre givet ud til en Utopias til den fire-dobbelte pris. Mega-bryggeriet Samuel Adams har længere tids øvelse i at brygge ultra stærke øl, og de får et meget mere harmonisk resultat ud af det. Klart det bedste øl jeg har smagt på over 20%