En ny Mikkeller Bar er på vej i Odense

Da den første Mikkeller Bar åbnede i 2010 var det et fantastisk friskt pust i den danske ølverden. Langt om længe må vi også være med i Odense. I de 15 år den danske ølrevolution har stået på, har vi i Odense været forkælet med to ølværtshuse i den nationale superliga. Men selv om udviklingen løber stærkt i øllets verden, så har Carlsens Kvarter og Christian Firtal forståeligt nok holdt godt fast i velfungerende koncepter, og vi få avantgardister i Odense har været nødt til at tage til København for at opleve nye måder at drive ølbar.
Ja, ordet ølbar siger det vel. Det er et sted med øllet i centrum, ophøjet på en piedestal. Jeg elsker de gamle steder, og i det lange løb er det bedste da et godt gammeldags værtshus der også har godt øl på programmet. Men en gang i mellem vil jeg også gerne være ølsnob og have mine smagsløg forkælet ud over det sædvanlige.
For et år siden fik vi Dunkbar i Jernbanegade som er inspireret af Mikkeller Bar og andre gode ølbarer i København. Og nu er vi allerede på vej til at blive velsignet med endnu et sted i løbet af foråret. I Århus fik de Fermentoren, Ølsnedkeren og Mikkeller Bar inden for en ganske kort periode, så mon ikke også at Odense kan bære det?
Nyheden blev breaket på en ejendomshandlerside hvor Nybolig kunne prale med den nye udlejning. Det drejer sig om en tidligere bagerbutik på adressen Store Gråbrødrestræde 7b, omgivet af parkeringshus og sexbutik og med en lidt snusket smal smøge op til gågaden, men også med meget af Odenses nyeste natteliv lige rundt om hjørnet.
Mikkeller fortæller til Beertalk at de store butiksvinduer skal bevares som en del af baren, så man må forvente et noget anderledes look end de to kælderlokaler i København, og det lille skumle sted i Århus. Pudsigt nok kan lokalet på den måde komme til at minde en del om Dunkbar. Yderligere fik jeg at vide at det er planen at der skal installeres 15 ølhaner i baren.
Jeg glæder mig tl at byde Mikkeller Bar velkommen til Odense. Absolut ikke fordi at de på nogen måde skal udkonkurrere nogen af de eksisterende steder. Men fordi et nyt sted der gør tingene på nye måder, forhåbentlig kan bidrage til endnu mere ølbegejstring i Odense, være med til at udvikle et større grundlag for alle ølstederne, og en mere ølentusiastisk befolkning. Ting kan gå langsomt på Fyn og i Odense, men vi kunne da trods alt håndtere at gå fra nul til fire vinbarer på et halvt år. Mon ikke også en ny ølbar i ny og næ kan gå an?
One Reply to “En ny Mikkeller Bar er på vej i Odense”