Maj betyder ølfestival i Danmark

I Danmark er det blevet en tradition med ølfestival i maj måned, og ikke bare en men adskillige. Jeg skal selv til tre forskellige, og her er en lille oversigt over hvad de hver især har at byde på. Der er to i København og en i Odense, og tilsammen bydes der på nørderi og folkelighed, unikke oplevelser og god fest.
Festivalerne er Copenhagen Beer Celebration den 2. og 3. maj, Christian Firtal Pale Ale Festival den 15. til 18. maj, og endelig Danske Ølentusiasters Ølfestival den 22. til 24. maj.
Copenhagen Beer Celebration afholdes af Mikkeller, som for tredje år inviterer bryggeri-venner fra USA og resten af verden til ølfestival i Spartahallen på Østerbro. Festivalen var udsolgt i løbet af få dage tilbage i november, så vil man opleve det skal man enten have billetten klar allerede, være meget heldig, eller gøre sig klar til 2015. Det er naturligt nok bryggerier der eksperimenterer og afsøger grænser ligesom Mikkeller selv, og det er ensbetydende med helt unikke øloplevelser, af svingende kvalitet men sjældent uinteressant.
En stor del af publikum er fra Ratebeer og forventer at smage nye øl, så vi når desværre også over i den grøft at bryggerier der har nogle af verdens bedste øl på programmet stiller op med nogle langt ude eksperimenter som på ingen måde lever op til bryggeriets standard – ikke desto mindre, så er der navne som Green Flash, Prairie, Närke, Cigar City og Three Floyds er der nok at glæde sig til.
Når først man er inde er der så at sige fri bar – man kan frit gå fra stand til stand og smage det man har lyst til. Det er ikke uden risiko når hver eneste øl på festivalen lyder ufattelig spændende, men jeg skal prøve at begrænse mig nok til rent faktisk at kunne skrive noget fornuftigt om øllet efter festivalen.

Odenses egen ølfestival Christian Firtal Pale Ale Festival er en lidt mere folkelig sag, en fest hvor den gode humlede øl fejres og tilbedes over en lang weekend. Festivalen blev afholdt første gang i 2011 som fejring af Christian Firtals 10 års fødselsdag som ølbar, og den er efterfølgende vokset både i omfang og ambitioner. I år vil der være verdenspremiere på en del danske verdensnyheder, både fra de fynske bryggere og fra resten af landet.
Der vil komme flere optakter til C4PAF i den kommende måned, bl.a. vil jeg præsentere nogle af de nyheder man kan opleve. Jeg er også selv involveret: Hver dag på festivalen vil jeg lægge ud med et lille oplæg om pale ale og humle med smagning af nogle af dagens øl. Desuden vil jeg sågar kunne findes bag baren den ene eftermiddag.
Et godt indslag på de seneste festivaler er en no-nonsense bar hvor der serveres halve litre af god fynsk pale ale, til tørstige og feststemte sjæle. I år får denne bar navnet Bar’ 5% og der serveres session beer på maksimalt 5%, så man kan holde til at være med længe.
Festivalen er i år blevet beriget med et ambitiøst markedsføringsteam, og blandt de mere originale ideer er et flowchart der klart og tydeligt fortæller enhver ølnyder at de har god grund til at deltage på årets Pale Ale Festival. Et underholdende indslag for os nørder og måske faktisk et ganske brugbart redskab for mindre øvede.
Danske Ølentusiasters årlige Ølfestival er en tradition der rækker helt tilbage til et lille entusiastisk arrangement i Remisen på Østerbro i 2001, 2½ år efter foreningens stiftelse. I dag er det en fast tradition og et stort arrangement der trækker et godt stykke over 10.000 gæster med ny publikumsrekord år efter år. Det har i et par år været afholdt i TAP 1 på den gamle Carlsberggrund, men efter årets festival er det slut, og i 2015 og 2016 bliver det igen jernbanerelateret når festivalen skal holdes i Lokomotivværkstedet tæt på Fisketorvet.
På den store Ølfestival mødes alle danske bryggerier – i hvert fald dem med landsdækkende ambitioner – og præsenterer både deres faste sortiment og særlige nyheder til festivalen. Altså en unik mulighed for at gå på opdagelse i hele den danske ølverden, og i øvrigt også en mulighed for at møde ildsjælene bag bryggerierne da det ofte er ejeren og bryggeren der selv står og skænker øllet.
Gæsterne er en skønsom blanding af kendte ansigter og masser af nye. Alle danmarks ølinteresserede er samlet denne weekend, og samtidig er der masser af gæster som bare skal ud og have en hyggelig aften, eller begyndere med nyfunden ølinteresse. Det store antal gæster plejer at betyde kø ved indgangen, så det er værd at bemærke at med billetter købt i forsalg kommer du ind en time før alle andre og i det hele taget uden om køen.