Kongebryg

Niels Kiens fra Kongebryg fortæller om øllet
Niels Kiens fra Kongebryg fortæller om øllet

Jeg var i tirsdags til ølsmagning med Kongebryg hos Danske Ølentusiaster i Odense, hvor vi smagte 8 øl fra det nye bryggeri. Bryggeriet er faktisk så nyt at de holder åbning den 7. december. Placeringen af bryggeriet er en gammel ammunitionsbunker ved Næstved, og bliver velsagtens det eneste bryggeri i landet der kan modstå en sovjetisk invasion…

Bryggeriet har købt udstyret fra Bryggeriet Fønix, men havde da allerede præsteret øl der var bedre end noget af det jeg har smagt herfra. Især de stærkere og mørkere øl fungerede godt, mens de lette og lyse bar præg af at man ikke har mulighed for at styre gæringstemperaturen, og øllet havde fået nogle uheldige overtoner af gæringen. 

Vi lagde ud med en kellerbier som var gæret på en hybridgær, en undergær der kan tåle varmere temperaturer. Den manglede nu stadig lagerøllets renhed, og havde tydelige fenoliske overtoner. Brown ale med hasselnød og  en pale ale uden så meget humlearoma havde de samme problemer, men så blev det også mere spændende. Der var en dubbel brygget på mere ristet malt end de belgiske originaler, en utraditionel ristet klosterøl. Samme øl på en anden gærtype var desværre blevet inficeret og lod sig ikke sammenligne på lige vilkår.

Der var endnu ikke sat etiketter på øllet, men indholdet er også det vigtigste
Der var endnu ikke sat etiketter på øllet, men indholdet er også det vigtigste

Kejserinde Dagmar Russian Imperial Stout var aftenens højdepunkt, en stout med vanilje og egetræ, med tydelige noter af træet der nærmest var lidt bourbonagtig, og en behagelig garvesyre i eftersmagen.

En stærk porter fungerede også ganske udmærket, sødlig og godt humlet. Til sidst fik vi en kobberfarvet stærk klosterøl som blev kaldt en tripel, men nok nærmere var en quadrupel. Ganske god øl, med  masser af komplekse gærnoter, et tydeligt tegn på at uden temperaturstyring er de belgiske typer mere oplagte at brygge.

Leave a Reply