Julekalender: Semper Ardens Christmas Ale

Carlsberg Semper Ardens Christmas AleSemper Ardens Christmas Ale er Carlsberg-koncernens bud på den stærke, fyldige julebryg, og en dansk klassiker i genren. Tilbage i 2004 blev den kåret som Årets Ølnyhed af Danske Ølentusiaster, og den har siden da jævnligt placeret sig højt i diverse kåringer og anmeldelser, ofte i tæt konkurrence med den lysere fætter, Jacobsen Golden Naked Christmas.

Jeg er godt i gang med flasken da jeg opdager at det parti Netto solgte til en meget rimelig pris var vintage 2012. For en mørk 8,3% øl brygget med krydderier er det ikke noget problem, og Carlsberg sætter da også selv holdbarheden til 5 år, det er bare pudsigt at opleve med en øl fra et af de store bryggerier.

Det er en uklar og mørkt ravfarvet øl, med et nydeligt cremefarvet skum. Duften er overvejende krydret, med noter af tørret frugt, mørk sukker og karamel. Det vil sige en duft der peger i retning af belgiske kloster-typer, men ifølge etiketten er den brygget på en dansk ale-gær. Det krydrede kan stamme fra den tilsatte stjerneanis og koriander, men det virker nu stadig mest rimeligt at kalde det en belgisk type.

Smagen er sød og noget mere maltet, med tydelig brød-agtig malt og en anelse frisk korn og halm. Der er stadig karamel, krydderier og tørret frugt, men ud fra smagen at dømme kunne der også argumenteres for at typen er engelsk. Det er en rigtig god maltsmag, og det betyder at krydderierne holdes pænt i baggrunden, som en antydning der nærmest kan overses – lige som krydderier skal bruges i øl.

Under alle omstændigheder, så er Semper Ardens Christmas Ale en fremragende øl der fortjener sin succes, både blandt anmeldere og forbrugere. Den har alt det man forventer af en juleøl, og smager sågar “af jul”, og det er en ideel øl til fed dansk julemad.Den står tilbage som en mindesten over dengang Carlsberg i 2000 så lyset og præsenterede øl der var bedre end den danske standardpilsner, og som kunne tage kampen op med de spændende øl fra udlandet, og de dengang endnu ikke fremkomne mikrobryggerier.

I dag er navnet Semper Ardens forbundet med knap så meget både ære og begejstring, men det vender vi tilbage til…

Leave a Reply