Julekalender: Ø-bryg Juløbryg
Det er første december, og med Ø-bryg Juløbryg begynder et lille projekt: en række på 24 kortfattede ølanmeldelser. Det bliver ikke julebryg det hele, men måske kan jeg smide en julereference ind hist og her. Jeg er ikke et julemenneske, og tror ikke på julekalenderen, men det er jo en god undskyldning for at holde bloggen i gang!
Den fynsk-thurinske julebryg er modelleret over den belgiske klosterøltype dubbel, en brunlig øl i omegnen af 7%, med belgisk gær og en del mørk karakter. Juløbryg har i hvert fald den rette farve, vel en kastanjebrun med rødlige nuancer, og også et flot cremefarvet skum. Selv om jeg skænkede forsigtigt er den meget uklar i glasset. De belgiske trappisters dubbel er godt nok eftergæret på flasken, men bundfaldet lægger sig solidt på bunden så der kan skænkes en pæn og klar øl i glasset.
Hemmeligheden ved trappistøllet er en uhyre simpel opskrift hvor den særlige gær kan få lov at boltre sig og folde sig ud med en kompleks oplevelse af krydrede og frugtagtige noter som er biprodukter fra gæringen. Ø-bryg Juløbryg dufter af at der er tilsat rigeligt med julekrydderier i brygningen, og eventuelle gærnoter bliver helt skjult. Jeg opfanger nelliker, kanel, koriander og stjerneanis, men karakteren er simpelthen en anden når det er tilsatte krydderier.
Smagen er ret sød, og igen meget krydret, mens malten her spiller en lidt større rolle med friskbagt brød og chokolade. En virkelig god dubbel er maltet med krydrede og frugtagtige overtoner, og er rigtige gode øl til kraftig mad, herunder den danske julemad. Juløbryg vil desværre julen lidt for meget, men ville være bedre som en god dubbel med antydninger af julekrydderier.
Det skal dog siges at Danmarks to bedste gennemkrydrede julebryg (både efter min mening og mange kåringer), Herslev Stjernebryg og Coisbo Christmas begge var uudholdelige krydderibomber oprindeligt, men i løbet af et par sæsoner blev forfinet til meget mere balancerede øl.