Julekalender: Munkebo Mikrobryg Tandgnost
Dagens øl, Munkebo Mikrobryg Tandgnost er en rigtig kalendergave. Når en bryggeri-ejer ringer og spørger om han kan komme forbi med et par nye øl med tilhørende glas, så siger man selvfølgelig ja. Få ingen illusioner om det søde liv som ølblogger, men Claus og jeg er gamle håndbryg-kolleger, så han ville gerne høre min mening om de nyeste skud på stammen.
Munkebo Mikrobryg lagde ud med en kvartet på fire øl med rimelige alkoholprocenter, øltyper der var hurtige at brygge. Nu er tiden kommet for en gruppe stærkere øl, de øl der krævede en længere lagringstid. Vi lægger ud med Tandgnost, en lys weizenbock på 9,4%. Tandgnost er den ene af Thors to bukke der trækker tordenvognen over himlen, og med 9,4% bør der også være noget rabalder i den.
Hvedebock er normalt en stærkere udgave af en klassisk tysk weissbier, og de fleste af de traditionelle tyske ligger i omegnen af 7,5%. Og at lave rabalder med en weizenbock er ikke let, det er ikke som i en imperial stout et spørgsmål om mere humle, eller mere brændt malt, men simpelthen om god brygteknik.

Øllet skænkes i det rigtige Munkebo glas, og ved 12 grader som flasken anbefaler. Den er som ufiltreret hvedeøl ganske uklar og har en orange-ravfarvet nuance. Første duftindtryk er banan, men det er ikke kvalmt tunge, overmodne bananer som i nogle hvedeøl. Faktisk nærmest de friskt duftende, og knap modne grønne bananer i supermarkedet. Banan-noterne suppleres af krydderier, og så en overtoner af boble-tyggegummi, som også kendes fra belgiske øl. Frem for alt dufter den rent, ikke af mudret gær som det alt for ofte opleves i både tyske og danske hvedeøl.
Smagen er sød og kraftig, og holder hvad duften lovede. Der er masser af varmende alkohol, uden at den dog bliver decideret skarp – i hvert fald ikke før øllet var blevet noget varmere efterhånden som jeg nåede igennem øllet. Skænk den hellere et par grader køligere, så den ikke når at blive alt for varm.
Det er en kompleks og voldsom øl, der tordner derudaf som forventet. Der er meget godt at sige. Brygmesteren lover at i næste batch bliver alkoholen mere neddæmpet, men spørgsmålet er om et halvt til et helt år i kælderen ikke ville klare det meste. Det er en øl der nærmer sig de belgiske klosterøl i sin karakter, og her kan det nogen gange være værd at lagre øllet en smule for at gøre det mindre aggressivt og mere komplekst.
Munkebo Mikrobryg har i øvrigt forstået hvordan øl virker på den menneskelige organisme, og sælger de lette øl i halv-liter flasker, og de stærke øl i 33cl flasker. De små ser måske lidt mangelfulde ud i bryggeriets glas, men der er god fornuft i det. Og det er ikke mange bryggerier der følger samme logik med nogen form for konsekvens, så hurra for det!
One Reply to “Julekalender: Munkebo Mikrobryg Tandgnost”