Julebryg 2022 – Thisted Bryghus

Thisted Bryghus er ikke bange for at brygge mange forskellige øl og dække enhver lille niche. Derfor er der mange julebryg at vælge mellem, men her skal dog kun anmeldes to. Den ene er til gengæld en af de julebryg der i år har været allermest bjældeklang omkring. Det er selveste øllets gentleman der er trukket i julemandskostume. Limfjordsporter som julebryg.

Thisted Bryghus Christmas Bock

Thisted Christmas Bock

Thisteds bud på den øltype som rettelig hedder Weihnachtsbock er en let uklar, ravfarvet doppelbock på 7,4%. Pyntet med et tæt og cremet skum i knækket hvid. Den dufter kraftigt af malt, især kiks og toffee. I baggrunden lurer røde æbler og tørret abrikos og sveske. Smagen er fyldig og maltet med frugtnoter. Den er godt brygget og relativt tør, altså en øl i nær familie med de bedste bayriske doppelbock. Ikke helt deroppe og ringe, men en solid og velbrygget klassisk øl. Den kan varmt anbefales til tung, svinekødsbaseret dansk julemad. 3½ stjerner

Thisted Limfjords Juleporter

Det er efterhånden otte år siden at Thisted Bryghus første gang legede med arvesølvet Limfjordsporteren. Den gang i 2014 lavede de versionen med ekstra lakrids. Det måtte vel kun være et spørgsmål om tid før der også kom en version til jul. Anledningen er formelt set bryggeriets 120-års jubilæum, men det virker også indlysende at brygge en version af bryggeriets flagskib til den sæson hvor der sælges mest specialøl i Danmark. Limfjords Juleporter er endt som en overgæret porter, brygget med portvin og vanilje. Den kulsorte øl dufter af lakrids som originalen, men der er også tydelige noter af vanilje og jeg fanger desuden noget hvid chokolade. Smagen er sød og kraftig med ristede noter, lakrids og chokolade. Vaniljen træder meget, meget tydeligt frem i smagen og giver nærmest et lidt kunstigt indtryk af vaniljeekstrakt. Jeg kan godt se ideen med øllet, men jeg synes desværre ikke balancen er ramt helt godt, med alt for meget vanilje, og for lidt af det frugtige som portvinen skulle have bidraget med. 3½ stjerner

Thisted Bryghus Limfjordsporter Overgæret Juleporter

Julebryg 2022

Bryggeriforeningen har sendt mig en kasse med julebryg der kan anmeldes. Jeg har i år valgt at dele dem efter bryggeri, og lave et indlæg når jeg har tid, i måneden op til jul. De fleste øl vil være fra Bryggeriforeningens kasse, men der vil også være nogle jeg selv har købt. Alle øl der anmeldes under juletemaet bedømmes med nul til fem stjerner som de foregående år. Husk også at læse indlæggene fra 2021 og 2020.

Leave a Reply