Julebryg 2022 – Nørrebro Bryghus

Med snart 20 år på bagen er brewpubben Nørrebro Bryghus en veletableret del af den danske ølverden. Ud over udskænkning på bryggeriet, er de også efterhånden rigtig gode til at komme ud på det københavnske marked på fad, og landet over på flaske. Julebryggen debuterede i 2003, så det er en af de virkelig traditionelle.

Nørrebro Bryghus Jule-IPA

Nørrebro Jule IPA

IPA som julebryg er en vidunderlig opfindelse. Lækker forfriskende humle, også i de to måneder hvor der er julebryg overalt. Nørrebro Bryghus har brygget en Jule-IPA med Cascade og Simcoe humle og masser af appelsin. I anmeldelsen i 2020 kritiserede jeg den for at være for meget jul/appelsin og for lidt IPA. Der er stadig meget appelsinskal over den, men jeg er gladere for den i dag. Måske er den ændret en lille smule, eller mere sandsynligt, så er jeg bare i lidt mere appelsin-venligt humør. Prøv den med flæskesvær som snack, eller sammen med fede, milde oste. 3½ stjerner

Nørrebro Bryghus Julebryg

Nørrebro Julebryg

Den traditionelle krydrede julebryg fra Nørrebro Bryghus er en mørk ale med ingefær og nelliker. Det er ikke den traditionelle krydderiblanding til julebryg, men resultatet er genkendeligt. Mørk farin, karamel, og så meget nellike, at det giver en antydning af weissbier. Jeg synes bestemt det er en velbrygget øl rent teknisk, men alt for kraftigt krydret til mig. 3 stjerner

Julebryg 2022

Bryggeriforeningen har sendt mig en kasse med julebryg der kan anmeldes. Jeg har i år valgt at dele dem efter bryggeri, og lave et indlæg når jeg har tid, i måneden op til jul. De fleste øl vil være fra Bryggeriforeningens kasse, men der vil også være nogle jeg selv har købt. Alle øl der anmeldes under juletemaet bedømmes med nul til fem stjerner som de foregående år. Husk også at læse indlæggene fra 2021 og 2020.

Leave a Reply