Julebryg 2022 – Krenkerup Bryggeri
På Lolland brygger de bundsolidt øl til folket. Krenkerup Bryggeri er et af landets bedste og mest undervurderede, og især deres doppelbock vil altid være passende ved julebordet. De brygger ofte øl der holder sig til stringent til det bayerske Reinheitsgebot. Malt, humle og gær. Men til jul kigges der også på gammel nordtysk og skandinavisk juletradition og det betyder julekrydderier i øllet.

Krenkerup Juleøl
Bryggeriets faste juleøl er en ravfarvet ale, krydret med stjerneanis, nelliker og vanilje. Med 6,3% alkohol kommer man lidt til at tænke på belgiske ales. Belgisk gær er dog ikke udpræget. En maltet duft af toffee og karamel med tørret frugt og tydelige noter af stjerneanis og nelliker. Smagen er til den søde side og igen med tydelige krydderier. Årgang 2022 lader desværre til ikke at være helt så elegant krydret som den var da jeg anmeldte den i julen 2020. 3 stjerner

Krenkerup Juleøl 2022
Hvert år laver Krenkerup en yderligere juleøl som er af skiftende type fra år til år. Det ville hos de fleste bryggerier være anledning til at brygge ekstraordinære luksusøl, men her er det i stedet stille og rolige hverdagsøl. Der leges lidt med stilarter. Der har været brygget rugøl, altbier og mørk lagerøl. I år er det en stille og rolig porter på 4,9%. Den er kulsort med et næsten gråligt lysebrunt skum. Duft og smag er præget af de mørkeste malte. Duften er præget af lakrids med noter af kaffe, røg, trækul og aske. Smagen er tør og brændt med masser af lakrids. Eftersmagen har bitterhed fra den ristede malt og sikkert også fra en del humle. En fin porter til en mørk eftermiddag, men der er ikke noget man forbinder med jul. Der er hverken julekrydderier eller højtidsluksus i flasken. 3½ stjerner
Julebryg 2022
Bryggeriforeningen har sendt mig en kasse med julebryg der kan anmeldes. Jeg har i år valgt at dele dem efter bryggeri, og lave et indlæg når jeg har tid, i måneden op til jul. De fleste øl vil være fra Bryggeriforeningens kasse, men der vil også være nogle jeg selv har købt. Alle øl der anmeldes under juletemaet bedømmes med nul til fem stjerner som de foregående år. Husk også at læse indlæggene fra 2021 og 2020.