Julebryg 2022 – Amager Bryghus

Mine gamle favoritter Amager Bryghus laver mange forskellige øl, og selvfølgelig også mange forskellige juleøl. Den gang jeg gjorde hvad jeg kunne for at smage hver eneste øl Amager sendte på markedet, var det en julebryg der knækkede mig. Holgers Jul, brygget til Holger Frederiksens vinhandel i Charlottenlund. Bortset fra den ene julebryg klarede jeg mig helt frem til 2012. Siden er der simpelthen kommet for mange nye øl til at bo på Fyn og stadig følge med. I år har jeg smagt disse tre julebryg fra Amager:

Amager Bryghus Winter In Bangalore Dryhopped Winter IPA

Winter in Bangalore

Det er lidt af en klassiker med otte julesæsoner på bagen allerede. Det er en jule-IPA fra den gang IPA skulle være tørt og bittert. I 2014 var en moderne IPA lys i farven, og måtte gerne dufte af en hel masse tropisk frugt, men den skulle stadig være bitter. Winter in Bangalore er fulgt så meget med tiden at den ikke længere filtreres helt krystalklar, men ellers er det de gamle dyder der tæller. Den dufter især af citrus, med ekstra vægt på appelsin. Der er også noter af fersken og abrikos, og en antydning af grannåle. Smagen er ren og tør, og fremstår knivskarp i årets udgave. Den bringer gode tider tilbage – som en julekalender fra din barndom, bare uden de problematiske kønsroller og racisme. 4½ stjerner

Amager Bryghus Secret Santa Christmas Quadrupel

Secret Santa

Amager Bryghus laver en øl der er særlig velegnet til at give som kalendergave eller den du er “nisse” for på arbejdspladsen, i skolen eller hvor man ellers har den slags ordning. Det er en solid 10,5% mørk belgisk type med trappist-inspiration, lagret på egetræ og fyrrenåle. Den dufter helt rigtigt af den belgiske gær, med krydrede noter og tørret frugt, sammen med karamel, mørkt sukker, lakrids og en antydning af juletræ. Den smager også næsten rigtigt med frugt, krydderier, sødme og varm alkohol. Men den er desværre lige en tand til den søde side. Det gør at den ikke helt er i klasse med trappisternes originale mørke, stærke øl. Ikke desto mindre er den fuldt på højde med de mere ordinære verdslige belgiske bryggerier. Dermed er der også tale om et værdigt alternativ til Amaronen når andestegen kommer på bordet med rødkål og masser af sovs. 4 stjerner

Amager Bryghus Yule Juice Hazy Winter IPA

Yule Juice

Den moderne jule-IPA er naturligvis en juicy New England-type. Ugennemsigtig lys orangegul med masser af sydfrugter i næsen. Som en god morgenjuice byder duften både på mango, passionsfrugt, ananas og citrusfrugter. Smagen er lidt til den sødlige side, og smagen dejlig og forfriskende, med en snert af bitterhed i afslutningen. Amager brygger heldigvis aldrig helt rendyrket vammelsød New England IPA. Og hvad har denne øl så med jul at gøre, spørger du måske? Der er en fræk julemand på etiketten. Derfor. 3½ stjerner

Julebryg 2022

Bryggeriforeningen har sendt mig en kasse med julebryg der kan anmeldes. Jeg har i år valgt at dele dem efter bryggeri, og lave et indlæg når jeg har tid, i måneden op til jul. De fleste øl vil være fra Bryggeriforeningens kasse, men der vil også være nogle jeg selv har købt. Alle øl der anmeldes under juletemaet bedømmes med nul til fem stjerner som de foregående år. Husk også at læse indlæggene fra 2021 og 2020.

Leave a Reply