Herslev Wild Fermented Damson Plum

Damson Plum er det engelske navn for kræge-blommer. Med Herslev Wild Fermented Damson Plum får man er syrlig sød stærk øl der har lagret med kræger. Den er baseret på den kendte Herslev Mark Hø i en rigtig stærk udgave. Den færdige øl er lagt på fade fra portvin og whisky, og siden tilsat kræger som har bidraget med blommesmag, og muligvis også yderligere vildgær. Den færdige øl der kom på markedet i slutningen af 2020 er stukket sammen af tre forskellige fade, et fra 2015 og to fra 2018. Den er på ikke mindre end 11% alkohol.

Friske krægeblommer.
Friske krægeblommer. Billede fra WikiCommons

Det er en meget uklar øl der er lidt for brunlig til at kunne kaldes ravfarvet. Skummet er til gengæld rigtig flot. Tæt og holdbart i en brækket elfenbenshvid farve. Den dufter ikke overraskende af blommer. Både friske blommer og tørrede svesker. Der er også noter af jordbær og mild brettanomyces. Alderen der altså sniger sig op på 6 år for de ældste dele af øllet, fornemmes også. I duften er der en svag antydning af fugtig kælder, men det er ikke noget man bemærker i smagen når man drikker øllet.

Herslev Wild Fermented Damson Plum
Herslev Wild Fermented Damson Plum

Smagen er sød og syrlig. Man smager malt, svesker og jordbær sammen med noter af egetræ, sherry og tawny portvin. Indtrykket er en øl der godt kunne betegnes som en syrlig barley wine med blommer, det er i hvert fald sådan den smager. Jeg åbnede den efter aftensmaden, så selvfølgelig fandt jeg også lidt ost frem. Jeg havde ikke noget blåskimmel, men den var et godt match til alt det andet, mildt og stærkt. Naturligvis også til syltede valnødder. Vil du også prøve en unik syrlig barley wine med kræger, så er Wild Fermented Damson Plums stadig til at købe på Herslevs webshop.

Herslev Wild Fermented Damson Plum

One Reply to “Herslev Wild Fermented Damson Plum”

Leave a Reply