Garrett Oliver serverede Brooklyn øl i København

Garrett Oliver fra Brooklyn Brewery er i denne uge i København for at promovere bryggeriets øl der står over for et come back i Danmark. I går havde Carlsberg, som står bag importen, inviteeret øljournalister og bloggere til et lille arrangement på Taphouse i København, hvor Garrett fortalte lidt om bryggeriet og serverede noget godt øl.
Brooklyn var et af de første amerikanske bryggerier på det danske marked, og Garrett Oliver var allerede fra starten ofte i Danmark og promovere øllet på Ølfestivalen. Han sagde i øvrigt at af de mange ølfestivaler han besøger i hele verden, der er den danske ølfestival nok den bedste. Billige points når man står midt i København og siger det, men han påstod at det var sandheden.

Jeg mødte første gang Garrett Oliver på ølfestival i Odense i oktober 2005. En af de øl jeg stadig husker at have drukket på den festival er Brooklyn Blast, en strong ale/double IPA, som for nylig er kommet på flaske, og også var med i går. Det var i det hele taget en nostalgisk smagning. Der var Local 1 og Local 2 og Black Ops, som jeg har fået til en ølmiddag med Garrett i forbindelse med den Københavnske ølfestival i 2009. Og endelig var der Sorachi Ace, en saison som var den første øl jeg smagte med den særprægede humle, og stadig også den bedste. Den smagte jeg selvfølgelig første gang, serveret af Garrett Oliver, på Ølfestival i København 2010.
Det lyder muligvis som om jeg er lidt af en Garrett Oliver fan, og det er ganske rigtigt. Derfor ser jeg også frem til at få hans øl tilbage i Danmark i større stil. Gerne med både det faste sortiment i små flasker i landets supermarkeder, hvor de smukt afbalancerede og let tilgængelige øl kan give Hr. og Fru Hansen store øloplevelser og samtidig de særlige bryg som nok hører til i specialforretninger til lidt andre priser.

At jeg er fan af Garrett Oliver skyldes også at hans bog om øl og mad “Brewmaster’s Table” er mit faste opslagsværk. Jeg havde selvfølgelig benyttet lejligheden til at tage mit eksemplar med og få det signeret. Det er en bog der gennemgår de forskellige øltyper en ad gangen, fortæller om typens historie og om nogle klassiske eksempler, og derefter fortæller om hvilken slags mad denne øl er særligt egnet til. Bagerst i bogen er der et “omvendt register” hvor man kan slå forskellige madtyper op, og se hvilke øltyper der anbefales. Det er både et opslagsværk, og god hyggelæsning, og jeg kan på det varmeste anbefale at købe bogen.
Fortællingen om Brooklyn Brewery begynder i 1988, og Garrett Oliver har været brygmester siden 1994. Brooklyn Lager var bryggeriets første øl, og illustrerer meget godt den udvikling der er sket i det før så konservative ølmarked i New York. I 1988 var Brooklyn Lager en ekstrem øl, der var mørkere i farven end de lyse pilsnere der sad på hele markedet. Desuden smager den af både malt og humle, noget som Bud Lite ikke rigtig kan beskyldes for. I dag er det New Yorks mest solgte craft beer, og ølsnobber kan brokke sig over at Brooklyn Brewery appelerer til laveste føllesnævner for at tjene penge. Men det er samme øl.
Garrett har fra sidelinien fulgt den danske øludvikling i de mere end ti år han har besøgt os for at promovere sit øl. Han lavede ølmiddag på Noma tilbage i 2003 og har også fulgt den nordiske gastronomiske udvikling med interesse. Han nævnte at der er mange lighedspunkter mellem det nordiske køkkens tilgang, og mange mikrobryggerier. Den lokale identitet skal være på plads, og derfor er han også meget interesseret i ny nordisk øl.
Han blev også spurgt til hvor meget han er involveret i Carlsberg/Brooklyn brewpubben Nya Carnegie i Stockholm. Han har været i Sverige 6 gange allerede i år og er sparringspartner i udvikling af ideerne. Som eksempel nævnte han Akvawit, en belgisk hvedeøl med svenske akvavit-urter, som de svenske bryggere fik ideen til, mens Garrett fik den ide at få urterne fra et lille akvavit-brænderi så det blev helt autentisk. I øvrigt også et eksempel på en ny nordisk øl.
Det går godt for brewpubben i Sverige, og al omtalen er nok medvirkende til at Brooklyn er vokset eksplosivt i Sverige i de seneste par år. Da han blev spurgt om der så er flere lignende projekter på vej i Europa ville han ikke nægte at det kan ske, men på den anden side er der ikke noget der er så konkret at han kunne fortælle om det. Det lyder spændende, og jeg ville ikke være ked af hvis det inkluderede en brewpub i Danmark.
Jeg smagte til arrangementet fire Brooklyn øl som jeg ikke har smagt før. Da denne blog allerede er meget lang vil jeg gemme de fire til en mere grundig beskrivelse i et nyt indlæg som nok kommer i næste uge.