Den første dansker i rummet – Ny øl fra Rocket
Onsdag blev Andreas Mogensen sendt af sted som den første dansker i rummet – i hvert fald den første siden eskapaderne beskrevet i Claus Deleurans Rejsen til Saturn. Meget naturligt har Rocket Brewing benyttet denne raketaffyring som anledning til at lancere en ny øl. Rocket Brewing First Dane In Space er en saison på 5%, brygget med kamilleblomster og honning.
Øllen er tilgængelig på fad og flaske rundt om i landet, men kun mens kun mens Andreas Mogensen er i luften. Du skal altså ud at handle inden 12. september hvis du skal smage den. Du kan finde forhandlerne på Rocket’s Facebook.

Jeg skyndte mig på Christian Firtal efter arbejde i går og fik mig en pint. Det er en flot øl der fremstår tåget gylden i glasset med et pænt og holdbart hvidt skum. Aromaen var ret afdæmpet, men det kan skyldes at det var lidt køligt ude på bænkene. Smagen var til gengæld tydelig. Den er krydret og med noter af urter, tør og humlet som en saison skal være, men desværre også med meget markante fenoliske overtoner.
Fenoler fra gæringen kan være fint nok, det er faktisk en væsentlig del af karakteren i belgisk øl. De krydrede noter af nelliker, kardemomme og kanel og i saison især peber, skyldes fenoler med mindre der er tilsat krydderier. Men fenoler kan også have en anden og mindre heldig karakter. I dette tilfælde noter af brændt plastik og medicinskab.
Den første dansker i rummet er en indlysende ide, en øl der måtte brygges når man hedder Rocket Brewing og har rummet som tema. Og man bør da prøve den for at kunne sige at man har været med. Men gæringen er åbenbart ikke forløbet helt ideelt, og den bliver desværre lidt svær at drikke færdig. Baikonur, we have a problem!