Danske Ølentusiasters Ølfestival i Tap 1 2014

Danske Ølentusiasters Ølfestival 2014På torsdag begynder årets ølfestival. Ordet “Ølfestival” er et registreret varemærke hos Danske Ølentusiaster, så det er Ølfestivalen der kommer denne weekend. Der har været afholdt ølfestival i København siden 2001 hvor det var i Remisen ved Trianglen, der var 23 stande alt i alt, og Bryggerigruppen (i dag Royal Unibrew) havde det største udvalg af øl.

Der er løbet meget øl i bægeret siden, og i dag hvor der er 78 udstillere og 7-800 forskellige øl, kan det hele godt virke lidt uoverskueligt. Det komplette festvalprogram har været online en uges tid, og jeg har samlet nogle tips til hvad man absolut bør smage på. Det er hovedsageligt nyheder jeg har taget med på listen, nyheder brygget specielt til festivalen, eller nyheder der er sendt på markedet i 2014. De er grupperet i emner så du let kan få tips til netop det du gerne vil. I hvert emne er bryggerierne sorteret efter festivalens standplan.

Ny Nordisk Øl:

Der afholdes i år en publikumskonkurrence om bedste Ny Nordisk Øl. Der skal brygges en øl med lokale råvarer, og “frugt fra nordisk terroir” skal indgå. De 17 kandidater kan ses her, og efter endt smagning stemmer man på sin favorit via SMS. Det er en besværlig størrelse og sikkert en del meget utraditionelle øl, så der vil afhængigt af smagsløg være nogen man elsker og nogen man hader.

Kvæde - Foto fra Wikipedia
Kvæde – Foto fra Wikipedia

Svaneke Humlezebra (stand 18). En saison på 6% der er tilsat bornholmske rønnebær og havtorn. Det lyder enormt nordisk, og syrlige bær lyder som en god kombination med saison.

Flying Couch Dark Matter med hindbær eller kirsebær (stand 35). Flere af konkurrencens øl lever op til reglerne formelt, men har måske ikke så meget autentisk viking over sig. Flying Couch har fadlagret deres imperial stout og tilsat gode danske bær, og det lyder ærlig talt som godt øl uanset om Egtvedpigen ville kunne genkende det eller ej.

Coisbo TEN Pale Ale (stand 38). En forholdsvis straight pale ale på 4,4%, brygget med birkesaft og tilsat kvæder lyder ganske tilforladeligt. Og mit syn på eksperimenterende frugtøl er nu engang sådan at “tilforladeligt” betyder lovende, ikke kedeligt.

Thisted Experimentet 3 (stand 53). Jeg har tidligere smagt Experimentet 2, og det var en spændende om end noget krads oplevelse. På Ølfestivalen er det en mere publikumsvenlig version der præsenteres, men stadig en øl hvor bitterheden stammer fra porse og malurt.

6 bud på lette øl

Session beer er hipt og det er back to basics. Det er grundlæggende bare øl på “normal” styrke, dvs. øl under 5%. Nogle laver behagelige, let drikkelige øl på dansk standardstyrke omkring 4,6%, og nogen eksperimenterer med hvor langt ned man kan komme og stadig laver øl der smager af en masse. I England kalder man det bare godt bryghåndværk.

Djævlebryg Beeromancer #1 (stand 5). Der tages hul på en ny serie af eksperimenterende øl, og første i serien er en rug pale ale på 4,5%, med et udvalg af tidens smarte og stærkt aromatiske humletyper.

Wintercoat Grätzer (stand 9). Jeg har en svaghed for denne historiske tyske øltype som traditionelt er en velhumlet, let øl brygget på 100% egetræsrøget hvedemalt. Det er Wintercoats 2,7% grätzer også, men den præsenteres godt nok som mildt humlet hvilket kan bekymre en anelse. Den får nu en chance alligevel.

Revelation Cat Dry Hop Thriller (stand 26). En 4,5% tør-humlet pale ale med masser af frisk humlekarakter der beskrives som citrus, tropisk frugt og friskplukket humle.

Jacobsen “kellerbier” (stand 29). Carlsberg har lovet at medbringe Jacobsen-øl der er tappet frisk fra lagertanken I 2013 smagte jeg Jacobsen Dark Lager serveret på denne måde, ufiltreret og upasteuriseret og det var en af festivalens bedste øl. Snyd ikke dig selv for denne oplevelse.

Mikkeller Beer Weak Brunch Weasel (stand 63). En session-udgave af den verdensberømte Beer Geek Brunch med kopi luwak kaffe. Denne øl serveres kun torsdag aften. Hele festivalen er der Peter, Pale and Mary på fad, en pale ale på 4,6% som er lækker fra flaske, men også bør smages fra fad.

Midtfyns Single Hop Simcoe Pale Ale (stand 77). En let og tør pale ale på 4,7%, som ikke desto mindre smager som det mest bitre Midtfyns Bryghus endnu har brygget. En frisk øl i en noget andet genre end Midtfyns er kendt for, og det fungerer fremragende.

6 bud på øl af klassiske typer

Pracownia Piwa 6 Joseph StreetFur Tripel Ale (stand 14). I anledning af bryggeriets 10 års jubilæum præsenterer Fur Bryghus en belgisk Tripel på 8,8%, brygget med amerikansk humle.

Skands Jubilæumsbryg (stand 21). Skands har ligeledes ti års jubilæum og her har man brygget en “belgisk inspireret” ale på 10%, med ti forskellige malttyper, og lagret den på egespåner.

Braukunstkeller Amarsi (stand 26). En tysk IPA på 7,1% brygget med Simcoe og Amarillo humle.

Munkebo Folkvang (stand 30). Er man til Bayersk weissbier, så har Munkebo brygget et helt perfekt eksemplar som absolut bør smages. Lys og frisk, med den helt rette balance mellem banankarakter og krydrede noter.

Pracownia Piwa 6 Joseph Street (stand 48). En 6% rugporter opkaldt efter et godt ølværtshus i det jødiske kvarter i Krakow. Bryggeriets højst ratede øl på Ratebeer – et lysere, og lige så lovende alternativ er Dwa Smoki, en White IPA  på 5,8%.

Hancock Økologisk Pilsner (stand 73). Danmarks mest konservative bryggeri, Hancock har nu også fået en økologisk øl på programmet. Denne pilsner på 5% skulle efter sigende være rigtig god. Der er også almindelig Høkerbajer, som serveres upasteuriseret fra fad.

6 bud på fadlagret øl

Ugly Duck Højsaison på hvidvinsfad (stand 8). Højsaison, brygget i samarbejde med Kolding Bryglaug, er en lækker og frugtagtig moderne saison på 8%, grundigt humlet med Citra humle. Det er fuldstændig indlysende at den også skulle en tur på hvidvinsfade.

Nørrebro SEVEN på whiskyfad (stand 33). 12% imperial stout med nogle år på bagen. Den har ligget på whiskyfad og er gået fra sublim til endnu bedre. Blev også præsenteret da Nørrebro Bryghus holdt 10 års jubilæum i september.

Hornbeer Sherry Barleywine (stand 36). Hornbeers barleywine er acceptabel uden at være prangende, men efter tre år på sherryfad begynder det at lyde rigtig spændende.

Jacob Storm fra Amager Bryghus kravler på bourbontønder
Jacob Storm fra Amager Bryghus kravler på bourbontønder

Amager King of Kentucky (stand 58 – serveres kun fredag – men der er også fadlagret stærkt øl fra Amager de andre dage). Amagers sædvanlige imperial stouts med Hr. Frederiksen og Sinners Series Pride i spidsen er potente, nærmest voldeligt dejlige øl med masser af humle, hvilket til gengæld gør at de ikke rigtig spiller sammen med blød og lækker fadlagring. Nu har de brygget en 11% stout særligt til formålet, og det er blevet en rigtig lækker øl der spiller perfekt sammen med 5 måneders lagring på friske bourbonfade fra Kentucky.

Bøgedal No. 368. (stand 59 – serveres kun inden kl. 15). Bøgedals milde og sødmefulde øl egner sig specielt godt til fadlagring. Her er det en mørk ale på 5,9% der har været lagret i 6 måneder på Oloroso-fad. Jeg forventer intet mindre end den perfekte dessert på flaske.

To Øl Panzer Grenadier (stand 63). En sauterne fadlagret tripel på 9%. Det vinøse og frugtagtige i en belgisk tripel er formentlig skruet op til 11 efter fire måneder på Chateau d’Yquem.

8 forskellige ekstremøl

Stikkelsbær - Foto fra Wikipedia
Stikkelsbær – Foto fra Wikipedia

Nørrebro Duck Duck Goose (stand 33). Geuze er ikke en øltype alle og enhver lige kan lave så den sidder i skabet. Nørrebro har ladet sig inspirere lidt, og i øvrigt tilsat stikkelsbær i denne øl. Den bærer ret tydeligt præg af egetræ, hvilket placerer den mere i den amerikanske sour ale stil, men uanset type, så er den afsindig lækker. Præsenteret første gang til bryggeriets 10 års jubilæum i september.

Munkebo Ragnarok (stand 30). En klassisk engelsk porter der er eftergæret med brettanomyces. Har været anmeldt her på siden, og nu har du også mulighed for at smage den. Hold også øje med hvilke eksperimenter der præsenteres i løbet af festivalen.

Hornbeer Blåbær Lambik (stand 36). Da jeg var på besøg på Hornbeer i foråret 2010 var Jørgen lige begyndt at eksperimentere med syrligt øl, noget der tager sin tid for at udvikle sig fuldt ud. Denne lambik har været 3 år undervejs, som det bedste belgiske, og er tilsat blåbær.

Willemoes 10 Års Jubilæumsbryg (stand 47). Det er lidt af et tema på festivalen med 10 års jubilæer, og det er nok en trend der fortsætter de næste par år. De to brygmestre der har stået bag Vestfyens Willemoes-serie har kreeret en imperial brown ale som er tilsat svesker og AH Riise rom.

Szałpiw Szczun (stand48). Hold tungen lige i munden eller bed pænt om en Tripel IPA uden at forsøge at udtale det på polsk. Det er ikke en tre-dobbelt IPA, men en krydsning med belgisk tripel, altså en belgisk IPA.

Herslev Hø-øl (stand 52). Herslev har tilsyneladende valgt at satse denne festival på øl brygget med hø. Jeg er ikke sikker på at jeg glæder mig, men jeg skal da forbi og se hvad det er blevet til.

Det Lille Bryggeri Black Chili Lakrids (stand 62). Det Lille Bryggeri har tradition for at udforske øl med tilsætninger på kryds og tværs, og de har altid haft det godt med både lakrids og (rigelige mængder) chili. Er du til stærk chili, så er det formentlig ved denne stand du finder festivalens mest ekstreme.

Mikkeller Big Worster (stand 63 – serveres torsdag fra kl. 16). En barleywine der i forhold til den kendte Mikkeller Big Worse har fået endnu et skud alkohol og nået 18,7%. Øl på over 15% er sjældent en nydelse, men det er helt klart en oplevelse, og har du ikke haft muligheden før, så er den her nu.

Leave a Reply