Om Beertalk
Min interesse for øl begyndte da jeg i 1995-96 var i London på et sabbat-år efter gymnasiet. Den lokale pub, “Frigate & Firkin” (der for længst er lukket) bryggede eget øl og det smagte fantastisk, og meget anderledes når man kom fra gymnasiefesternes Vestfyens Pilsner. Vel hjemme i Danmark måtte Rød Tuborg, Gl. Carlsberg og Carlsberg Porter holde interessen i live indtil der begyndte at ske mere.
I 2003 begyndte jeg at anmelde øl på Ratebeer.com, i første omgang i begrænset omfang på SU budget, og først i 2006 begyndte jeg for alvor at mødes med ligesindede, deltage i fælles ølsmagninger og lignende. I efteråret 2004 førte interessen mig til Ølfestival i Kolding, hvor jeg blev meldt ind i Danske Ølentusiaster.
I 2006 begyndte jeg på håndbrygning, en hobby som hele tiden mest har handlet om at udforske øllets ingredienser. Jeg har ingen intention om at være selvforsynende med øl, det er der al for meget godt kommercielt øl til. Håndbrygningen har også ført mig ind i Odense Håndbryggerlaug, og en eksamen som øldommer som gør at jeg kan bedømmme håndbryg-konkurrencer.
I efteråret 2007 blev jeg valgt som lokalformand for Danske Ølentusiaster i Odense, hvilket jeg var indtil september 2013. Det har også medført at jeg skriver fast for foreningens medlemsblad. ØLentusiasteN. I bladet har jeg især skrevet om ølhistorie, øltyper og anbefalinger, og rejseoplevelser fra mindre velbeskrevne øldestinationer. I efteråret 2017 kom jeg igen med i bestyrelsesarbejdet i Odense, og stod for de fleste af de månedlige ølsmagninger. Siden efteråret 2020 har jeg ikke længere været medlem af foreningen.
I slutningen af 2012 blev jeg spurgt af Indslev Bryggeri om jeg ville tilknyttes. Jeg lavede ølsmagninger, bryggeri-rundvisninger og deltog på markedsdage og lignende for Indslev, indtil bryggeriet i august 2018 gik konkurs og blev genrejst af Bryggeriet Vestfyen (som havde deres egne folk).
Jeg er ansat på Cafe Biografen i Odense, og står her for udvalget af specialøl. Jeg er nu stadig i stand til at smage selvstændigt på et glas øl og have min egen mening. Og vil da gerne sige: Cafe Biografen er ikke det bedste ølsted i Odense, selv om det er et dejligt sted!
Kontakt: Skriv til beertalk.dk@gmail.com
Læs også mit indlæg i Poesibogen på stovt.dk
