Brøggeren Birkestout – Øljulekalenderen

Brøggeren Birkestout, en overvældende og fantastisk smagsoplevelse.

Brøggeren Birkestout er en fadlagret imperial stout, der først blev brygget i 2014, men i sommers blev tilgængelig igen. Det er en solid 10,5% imperial stout, lagret på “udvalgte” spiritusfade – mon ikke det skal tolkes som blandede, ikke-specifikke fade? I 2014 var det en knap så stærk øl, lagret på Stauning whiskyfade.

Det var først da i jeg i sommers besøgte Ølkollektivet at jeg blev opmærksom på hvad Brøggeren står for, men de har brygget øl siden 2013. Der er fokus på fadlagring, så tingene tager tid, men efter etableringen af Ølkollektivet er der ved at være en del ting klar til udgivelse. Hold øje med Brøggeren, det er gode og spændende øl.

Brøggeren Birkestout er sort, måske med røde overtoner. Den har et tæt lille skum i en flot lysebrun nuance. Duften er domineret af lakrids, og har også noter af egetræ og vanilje, andre krydderier, lidt røg, og også en lille, men tydelig note af alkohol.

Brøggeren Birkestout og cheddar med porterSmagen er sød, fyldig og intens. Der er lakrids, og især også whisky, egetræ og lidt røget malt. Det er en øl domineret af lakridsnoter i duft og smag, men bliver ikke kedelig og en-dimensionel som mange lakrids-stouts er det. Den er elegant udført, og en ganske kompleks oplevelse. Jeg kunne godt blive afhængig, og jeg er overhovedet ikke til lakrids.

Hos ostehandleren er jeg for nylig stødt på en cheddar tilsat porter, så den kommer selvfølgelig på bordet sammen med alle sorte øl den kommende tid. I dette tilfælde var øllen dog nok for meget. Den er brygget til de mest intense blåskimmeloste.

One Reply to “Brøggeren Birkestout – Øljulekalenderen”

Leave a Reply