Afslutning: Årets Julebryg 2020
Så er julen lige rundt om hjørnet, og serien om Årets Julebryg 2020 skal afsluttes. Her er lidt generelle betragtninger og nogle ord om de allerbedste juleøl i serien. Jeg har smagt omkring 60 forskellige julebryg som Bryggeriforeningen har sendt mig. Det var en kæmpe opgave fordelt ud på en måneds tid – også selv om jeg måske ikke har tømt hver eneste flaske. Derfor begrænsede jeg mig også til de øl jeg havde fået tilsendt. Jeg kunne godt have taget andre øl med som jeg vidste var gode, men så var det blevet for meget.


I de foregående fem indlæg har alle øl fået en beskrivelse og et antal stjerner. Her vil jeg prøve at skrive lidt løsere om hvad de bedste øl kan bruges til. Der behøver efter min mening ikke nødvendigvis at være gran og nisser på etiketten, så der sniger sig også alternativer med som måske ikke er julebryg.
Julemiddagen
Den traditionelle danske julemiddag kræver en kraftig øl, med alkoholprocent til at tage sig af fedtet, sødme til at kunne stå i mod rødkålen, og noget farve til at matche brun sovs, brunede kartofler og flæskesvær og andeskind. Fra denne gennemgang kunne det være Fur Christmas Ale hvis det skal være ren ølsmag, eller Herslev Stjernebryg hvis det er i orden med julekrydderier.

Ellers tag en belgisk trappist af den stærkeste og mørkeste slags. Rochefort 8 eller 10, Blå Chimay eller La Trappe Quadrupel. Det kunne også være St. Bernardus 12 eller julebryg fra St. Feuillen eller Gouden Carolus. Trappisterne er generelt de mest tørre udgaver af denne øltype, og dermed slipper man for at kløjs i dem på halvvejen. Der er rigeligt restsødme i en nok så tør 10% øl.
Julefrokosten
Julefrokost er en videnskab og der findes vel et par millioner holdninger til præcist hvordan en dansk julefrokost udformes. Så lad det være helt generelt: Der skal være øl til sildemadder og der skal være øl til rugbrød med kolde og lune kødretter. Rugbrød kalder på maltpræget og gerne undergæret øl. Resten vil jeg være op til læseren.

Sildemadden kan være med mange forskellige slags tilberedninger og tilbehør. Men jeg vil anbefale en let og tør øl med både maltsødme og humlebitterhed. Amager Julebryg 2020 er en ravfarvet bock på kun 6%, og godt humlet. Hvis ikke det skulle være den, så ville jeg kigge på en “classic”, “wiener” eller anden “mørk lagerøl” fra et ambitiøst lille bryggeri – hellere det end en kønsløs Tuborg Classic eller Snebajer. En Bad Seed Vienna Lager kunne være helt perfekt.

Skal der volumen på til en god pris, så kan det måske give råd til at skeje lidt ud på andre punkter. Det gøres mest oplagt ved at finde en enkelt øl der kan dække første halvdel af retterne. Det kunne være en pilsner eller classic fra bryggerier som Hancock, Thisted, Svaneke eller Skagen, eller endda en Jacobsen Extra Pilsner. Skal niveauet højere op, så har Ebeltoft på det seneste imponeret med helt vilde lyse, undergærede øl: Helles (let 5,2%), Dortmunder (tungere 5,2%) og til sidst en Pale Bock (6,5%). Det kunne også være Krenkerup, Møn, Mikkeller eller To Øl.
Julefrokostens kødretter
Til de kraftigere kødretter opgraderer vi til bock og doppelbock, og gerne med lidt mere farve og dermed malttyngde. Viborg Jule Bocken er et godt bud på et allround valg til svinekød med surt og sødt. Jeg vil anbefale Kongebryg Jol-Bock med sin mørke farve og ristede noter til mere krydrede retter eller kød med stegeskorpe. Måske medister eller til en sylte med en kraftig sennep?

Går man bredere ud, kan jeg lige som i påsken anbefale Fur Bock, Krenkerup Doppelbock, eller bayersk doppelbock fra Andechs, Ayinger eller Paulaner. Skulle det være overgæret øl til julefrokosten kunne det være lyst og let krydret som Herslev Juleøl og Jacobsen Golden Naked Christmas. Det kunne også være en mørkere dubbel-type som Skands Irma Julebryg, Krenkerup Juleøl eller Grauballe Peters (eller Carstens) Jul. Måske endda Det Lille Bryggeri Julebryg med sit korianderpræg.
Julefrokostens dessert
Kommer der risalamande på bordet, så er en frisk Herslev Mark Kirsebær et interessant alternativ til portvinen. Det kan også være en sød og kulørt belgisk frugtlambic som Lindemans. Skal det være helt vildt, så kunne To Øl Glögglich være et spændende eksperiment.

Til osten kunne Glögglich også være et vildt bud. Ellers kan det være Fur Christmas Ale med belgisk gær og tyngde, livet op med amerikansk humle. Viborg Jultorvet var min fortrukne barleyine, men ellers må man ud og kigge på klassikerne i den tunge ende: En stærk trappist, en engelsk barleywine, en sød imperial stout, eller måske det friske julede bud, en Stille Nacht fra De Dolle Brouwers.
Julehygge
En eftermiddag i lænestolen med familiens foretrukne julefilm kalder nok ikke på den allerstærkeste julebryg. Skal der øl til, så måske den forfriskende Amager Yule Juice eller To Øl Blizzard (In a Beer Mug). Skal der action til, så vælg for etikettens skyld BRAW Actually Die Hard IS a Christmas Movie. Jeg er sikker på den også kan drikkes til Dødbringende Våben eller Gremlins.

Til en mørk og kold aften skal der mørk og varmende øl til. Det er her man kan drikke de øl der smager af så meget at de ikke behøver at ledsages af noget som helst. Igen kunne det være Fur Christmas Ale eller Herslev Stjernebryg, afhængigt af dit forhold til krydret øl. En Thisted Skt. Nikolaus skal man også gå på opdagelse i uden tilhørende mad.

Ellers så er det på en sen aften – eller en eftermiddag uden nogen planer – at de stærke sorte juleportere kommer på banen. De tre fra Fanø Bryghus er indlysende anbefalinger, den ene mere spændende og tilfredsstillende end den anden. Er det i orden med anisprægede lakridsnoter, så kan både Grauballe Dark Christmas og Midtfyns Jule Stout afrunde enhver god aften. De to har heller ikke noget imod at få selskab af småkager
Årets Julebryg 2020
Der er ikke så meget at være i tvivl om. Årets Julebryg 2020 kommer fra Fanø Bryghus. Om det skal være Fanø Imperial Barrel-Aged Jule Porter eller Fanø Imperial Jule Porter er kun en nuance-forskel. Har du adgang til dem, så kan det varmt anbefales. Også selv om du først finder dem langt inde i januar. Køb endda nogle stykker og gem en til næste jul.

Afslutter man selve juleaften med et glas af det ypperste, så passer disse to øl som fod i hose. Husk et godt glas til det. Hvis ikke det er et tulipanformet ølglas, så et cognacglas eller et vinglas der buer indad og samler aromaen. Og tag så endelig gerne en forfriskende pilsner før eller efter hvis traditionen byder det.

3 Replies to “Afslutning: Årets Julebryg 2020”