Årets Ølnyhed 2013, mine finalister
Afstemningen om Årets Ølnyhed kører netop nu blandt Danske Ølentusiaster. Afstemningen foregår i to runder, hvor der først vælges ti finalister blandt alle årets nyheder, og i februar vælges så blandt finalisterne. Prisen uddeles i to kategorier, en for normalt øl på under 6% og en for stærkt øl på 6% og derover. Jeg har været listen igennem og fundet 2 x 5 øl som jeg gerne så i finalen. Det kommer de ikke, men øvelsen er meget underholdende.
Nogle af de ti øl er blivende øl, mens andre er brygget en enkelt gang, men alligevel fortjener en smule opmærksomhed – måske kunne det endda være en opfordring til bryggeriet?Jeg har med fuldt overlæg kun taget en øl pr. bryggeri. Øllene er ordnet alfabetisk efter bryggeriets navn.
Øl på under 6%:
Flying Couch Lazy Boy: Med denne pale ale på 5,5% har den flyvende sofa lænet sig godt tilbage. Navnet betyder dog ikke at det er en doven øl, det er en frisk sommerøl med humlearoma af kiwi, appelsin og anden citrus, og med en god maltbalance.
Hornbeer Saison: Da jeg fik denne 5,6% saison på Christian Firtal for et par uger siden var den sprød og frisk, og mindede om de bedste belgiske af slagsen. Der er ikke brugt amerikansk humle eller ikke umådeholdne mængder af urter som så mange andre danske bryggere har gjort. Det bliver Hornbeers Viking Chili Stout der kommer i den rigtige finale, og det er en fantastisk øl, det er bare så forudsigeligt at jeg gerne ville fremhæve en anden.
Kissmeyer/Dugges HippoFæ: Her er til gengæld en Ny Nordisk Saison (5,5%), med havtorn, røllike, hyben og honning. Smagen er krydret og med frugtnoter der fører til en tør og frisk afslutning.
Munkebo Gyldenkam: Måske er det snyd at jeg kun har smagt denne øl fuldstændig frisktappet, men det var en oplevelse uden lige. En velhumlet pale ale på 5,2%, med hvedemalt og weissbier-gær på yderst diskret visit. En øl af den slags som man ikke har lyst til at stoppe med.
Ugly Duck Miami Vice: En 4,8% pale ale som også kan drikkes i store mængder. De nye humletyper Mosaic og Citra giver en meget eksotisk humleprofil med kiwi, mango og lime, hvilket er noget anderledes end det grapefrugt og fyrrenåle der dominerer mere traditionelle pale ales. Her måtte jeg stemme på hjemmebanefavoritten da krydset skulle sættes.
Øl på 6% og derover:
Amager Kåååd: En frisk og velhumlet forårs-IPA på 6%, brygget med et utal af humle, der dog alle peger i retning af en forholdsvis traditionel profil med citrus og fyrrenåle. Amager Bryghus opfordrede til at sætte krydset her og det har jeg gjort. Arctic Sunstone brygget sammen med Three Floyds var jeg mindst lige så glad for, men Kåååd er trods alt Amagers egen.
Mikkeller SpontanCherryFrederiksdal: En frugtlambik på hele 8,2%, brygget med kirsebær fra Frederiksdal Kirsebærvin. Som Mikkellers øvrige spontan-øl er lambik-karakteren lidt simplere end de bedste belgiske, men den har en rigtig flot kirsebærsmag.
Nørrebro Duck Duck Goose: Selv om det engelske navn for legen Banke Banke Bøf før har været brugt til at navngive en geuze, så er det Nørrebros egen fortolkning. Der er vinøse frugtnoter, egetræ og vildgær i duften, men den er ikke overvældende syrlig i forhold til typen. En af de øl der meget gerne må laves mere af!
Skovlyst Nytår: En tør og frisk belgisk tripel på 8%, der gør sit job. Fra de fine bobler i glasset, over den krydrede næse til den tørre afslutning minder den om champagne, samtidig med at man ikke er i tvivl om at det er øl.
To Øl By Udder Means: En 7% Milk Stout i To Øls helt egen fortolkning. Milk Stouten er sødet med laktose som gæren ikke omsætter til alkohol, og giver en særegen sødme i sorte øl. Det bliver nemt for meget, men To Øl har selvfølgelig sørget for at der er brugt humle nok til at ingen savner balance i øllet
One Reply to “Årets Ølnyhed 2013, mine finalister”