Årets Ølbar 2016 – Danish Beer Blog Awards

Årets Ølbar 2016, puha et svært valg. Jeg har været mange gode steder, i Danmark og i udlandet, så for at skære en smule ned til en start, så fokuserer jeg på danske steder. Årets Danske Ølbar 2016 åbnede i foråret. Det er et lille sted med snæver fokus på den ypperste kvalitet, på ti haner og et medium stort, meget eksklusivt flaskekort.
Det ligger vist nærmest lige mellem Nørrebro og Frederiksberg, og mange har nok gættet at det er Himmeriget jeg kårer som Årets Ølbar 2016. Jeg har haft flere gode besøg på stedet, selv om jeg selvfølgelig gerne ville have været der endnu flere gange. Nu har vi heldigvis fået Dunkbar i Odense som har lånt mange af Himmerigets fineste kvaliteter, så jeg er godt dækket ind. Dunkbar har bare kun haft åbent i to måneder, så de har endnu ikke udfoldet det fulde potentiale.

Denne type ølbar måtte vel komme. Tyve haner har længe været standarden for en velassorteret ølbar. Det giver mulighed for at have lidt undergæret øl, lidt hvede, lidt belgisk, lidt sort, lidt syrligt, og et udvalg af de fleste gæsters favorit, det humlede. Så kom Mikkeller & Friends med 40 haner, og siden Taphouse med 61 haner. Det er 61 haner med øl i fremragende serveringskvalitet, og så er det bevist at det kan lade sig gøre.
Men det kan også blive forvirrende og uoverskueligt at være gæst, og en bar med 122 haner ville ikke være dobbelt så interessant som 61. I stedet, så er Himmerigets ti haner faktisk rigeligt til at dække den typiske gæsts behov. Er de spændende nok, så skal jeg faktisk have smageglas eller dele med en for at nå gennem alle ti. På Dunkbar hvor jeg er hyppigere gæst passer det med at drikke en ordentlig fadøl af de tre-fire øl jeg gerne vil smage.
Det er jo også en tendens vi ser i restaurantverdenen. Efter at Gordon Ramsey i ti år har råbt folk op i hovedet at deres spisekort er for omfattende, så er det normale i dag at en god restaurant har en menu med to forretter, to hovedretter og to desserter. Spiser du ikke kød, så vælg fisken i stedet for kalven, og er du kræsen så vælg kalven i stedet for fisken. Tilsvarende burde en sort, en humlet, en syrlig og en øl under 5% også dække behovet for de fleste gæster på en ølbar, når bare kvaliteten af øllet er i top.
Og så har Himmeriget og Dunkbar i øvrigt det tilfælles at der til stamgæsten, såvel som den mindre nørdede gæst er en ukompliceret, men sublim tjekkisk pilsner der virker hver gang og smager… himmelsk. På Himmeriget er hus-øllet endda fra Årets Udenlandske Bryggeri, Uneticky Pivovar.

Flaskekortet er som nævnt uhyre eksklusivt. Ejernes baggrund i importfirmaet Drikkeriget fornægter sig ikke. Med priser der oftte sniger sig op over 200kr lyder det dyrt, men i forhold til butiks/ebay-priser på de pågældende øl er det faktisk yderst rimelige priser, og unikke oplevelser som det overhovedet er svært at komme i nærheden af.
One Reply to “Årets Ølbar 2016 – Danish Beer Blog Awards”