Årets Julebryg 2021 – Lyse belgiske typer
Gennemgangen af årets julebryg lægger ud med tre belgiske typer. Ikke mørke, stærke og krydrede, men tre andre belgiske typer. Det siger lidt om hvor varieret den danske julebryg er i 2021. Det er dermed nok tre øl der på hver sin måde vil ramme noget andet end det klassiske danske julebord. Hvis ret skal være ret, så er der faktisk også kun én helt reel julebryg. Første øl er en julebryg der er fadlagret til ukendelighed, og anden øl er en vinterøl.

Ugly Duck X-mas Anomali
Man tager en af Danmarks mest populære julebryg, Indslev Julehvede. Den lægger man på rødvinsfad i et par år i selskab med vildgær og bakteriekultur, og så ender man med en helt anden øl. Det er stadig første tapning der er i omløb, så den er tappet i august 2019. Den uklare ravfarvede julehvede er blevet lidt mere grumset og måske lidt mere brunlig, men den skal heldigvis ikke dømmes på udseendet. Duften er præget af frisk egetræ, røde bær, og vildgær med noter af stald og hospital. Smagen er tør og syrlig, med runde noter af bær og vanilje fra træet. Selv om man fornemmer både kirsebær og vanilje er det dog ikke en øl til risalamande. Som en Rodenbach er det øl der kalder på mørkt kød, måske andesteg? 4½ stjerner

To Øl Brokilde Winter
To Øl’s vinterøl er inspireret af belgisk tripel. Den klassiske lyse klosterøl er måske lidt for spinkel til det danske julebord, men mindre kan gøre det. Vinteren kunne også være sæson for medisterpølse, koteletter, eller måske en kraftig vegetarisk ret. Brokilde Winter er en mørk gylden øl. Hvis jeg i seneste indlæg beskrev Ebeltofts belgisk inspirerede øl som fulde af solskin, så er der mere vintermørke her. Og det nævner jeg selvfølgelig kun, fordi det går igen i øllets samlede indtryk. Duften er mere maltet end en belgisk tripel, men har dog også det krydrede indtryk af nelliker, korianderfrø og kardemomme. Smagen er sødlig og lidt tung maltet, med fine krydrede nuancer. Det er ganske langt fra en frisk og sprød Westmalle Tripel, men det er en god, solid vinter-tripel. Jeg foretrækker dog den lysere og lettere variant. 3½ stjerner

Viborg Stjernestund
Viborg Bryghus brygger ganske mange julebryg. Sidste år var Julebocken min anbefaling til julefrokostens kraftige retter, og Jultorvets barleywine fik også pæne ord med på vejen. Ny i år er Stjernestund, en belgisk blonde krydret med stjerneanis og curaçao appelsinskal. Den er nydelig gylden, men med et skum der hurtigt forsvandt for mig. Duften er af lyst brød med milde julekrydderier, men også en lidt for tydelig, uheldig note af bagegær. Smagen er sød og i første omgang præget af frugt med appelsin og banan, med krydrede noter i baggrunden. Der dukker lidt humlebitterhed op i afslutningen, men ikke helt nok til at balancere den søde øl. 3 stjerner

Den store test af julebryg
Som sidste år har Bryggeriforeningen sendt mig et udvalg af danske julebryg til test. På bloggen gennemgår jeg dem der ikke var med sidste år, og har til gengæld suppleret med nogle øl som jeg selv har købt. Jeg vil ikke redegøre for hvad der er hvad, men regn med at ca. tre fjerdedele er anmeldereksemplarer. Jeg har delt øllet op i små grupper med hver sit tema, og de bliver anmeldt løbende gennem december. Der gives karakter mellem 1 og 5 stjerner. I hvert indlæg er øllene rangeret efter karakter med den bedste øl først i gennemgangen.
Læs mere:
9 Replies to “Årets Julebryg 2021 – Lyse belgiske typer”