Årets Julebryg 2021 – De mørke

Den mest udbredte type af julebryg er de forskellige mørke typer. Nogen er krydrede, nogen er ikke. Nogen er af belgisk type, nogen undergærede, og nogen er mere diffuse. Derfor er dette indlæg en god blanding af mørke typer, og der er til gengæld otte øl med i dette afsnit. Sidste år forsøgte jeg at dele dem i rene mørke typer for sig og krydrede for sig. Alligevel viste der sig at være overlap. Så her er otte på en gang:

Mørk julebryg
Mørk Julebryg

Jacobsen Donker Winter Ale

Her fik jeg faktisk en lille overraskelse da jeg smagte den for første gang. Jeg havde ikke tænkt over at Donker selvfølgelig er det flamske ord for dunkel. Det er ikke bare en mørk ale men en trappist-inspireret belgisk mørk ale. Med 8,9% lander den i grænselandet mellem dubbel og quadrupel. Den er kobberfarvet med et tæt, cremefarvet skum. Duften er maltet med tørret frugt i centrum, ikke mindst figen og daddel, foruden en mild krydret note fra den belgiske gær. Smagen er sødlig og maltet, med tørret frugt, mørk rørsukker, sirup og krydderier. Den er ren og let drikkelig, men alligevel kompleks nok til at kunne kategoriseres som særdeles vellykket. 4,0 stjerner

Jacobsen Donker Winter Ale

Skands Julerød 2021

Hvert år brygger Bryggeriet Skands en øl til Kvickly Allerød, der var den første dagligvarehandel med en ekstraordinær ølafdeling. Der er prominent årstal på etiketten, men det er ikke intentionen at den skal være forskellig fra år til år. Det er en kraftig mørk og krydret øl der henter inspiration fra Belgien og fra 00ernes Brøckhouse Julebryg. Duften er vinøs med noter og frugt og rørsukker og tydelig stjerneanis. Smagen byder på meget tørret frugt, mens krydderierne er holdt fornuftigt i balance. 3,5 stjerner

Skands Julerød 2021

Det Lille Bryggeri Vintage Julebryg 2021

Det Lille Bryggeri laver en fin krydret julebryg, og hvert år brygges desuden en årgangsøl hvor der er skruet lidt op på alle parametre. Hvor den almindelige julebryg rammer omkring 7,7%, så når årgangsbrygget op over 10%. Malten byder velkommen med fine noter af karamel og tørret frugt, mens der er overtoner af lakrids og udefinerede krydderier. Når man smager på øllet bliver det dog helt klart at der er tale om korianderfrø. En fyldig og maltet øl af nogenlunde belgisk tilsnit og de tydeligt krydrede, lidt citrusagtige noter af korianderfrø. I år er det den friske version jeg smager. I 2016 smagte jeg og sammenlignede en 2014 og en 2015, og senere samme december også den almindelige julebryg. 3,5 stjerner

Det Lille Bryggeri Vintage Julebryg 2021

Ebeltoft Baltazar

Ebeltofts traditionelle julebryg er mørk og kraftig. Jeg kan ikke opklare om der i denne 2021-version er brugt gær af engelsk eller belgisk oprindelse, men den virker belgisk. Det er en kastanjefarvet øl med et tæt og holdbart cremefarvet skum. Duften er fyldt med malt og tørret frugt, men jeg fornemmer også fenoliske, krydrede noter af kanel og nelliker. Derfor faldt min tanke på belgisk gær. Smagen er sødlig, fyldig og maltet, med noter af tørret frugt og krydderier. 3,5 stjerner

Ebeltoft Baltazar julebryg

Danevang Rudolf

Danevangs bud på den traditionelle danske julebryg i Tuborgstilen. Den er rødlig ravfarvet. Duften byder med rugbrød og toffee på mere end originalen. Smagen er let sødlig og maltet, med krydret humle, og en mild, men tydelig bitter afslutning. Eftersmagen er lidt skarp bitter, men det er bestemt en øl der kan drikkes. 3,0 stjerner

Danevang Rudolf

Danevang Ølligtrekonger

Bag det spøjse navn gemmer sig en brown ale på 7%. Det er altså en øl der er julet op på traditionel vis ved at bruge større mængder af råvarerne. Duften byder på mælkechokolade, karamel og tørret frugt. Det er en ret sød øl med et lidt rodet smagsbillede af kakaopulver, lakrids og karamel, foruden en off-flavour af bagegær i lidt for tydelige mængder. 2,5 stjerner

Danevang Ølligtrekonger

Herslev Snefri

Alkoholfri julebryg er et nobelt initiativ. Og med daglig gang bag en bar oplever jeg tydeligt at alkoholfri øl bliver mere og mere populære. Snefri er tilsat appelsinskal og den dufter af puddersukker, appelsin og som de fleste alkoholfri øl, af ugæret øl-urt. Smagen er sødlig, med puddersukker og sirup i hovedrollen. Faktisk smager den lidt som en tynd nisseøl. Giv mig en danskvand eller et glas kirsebærsaft i stedet. 2,0 stjerner

Herslev Snefri alkoholfri julebryg

Willemoes Jule Spice

Willemoes har traditionelt holdt sig for gode til at vælte hele krydderihylden i deres julebryg. I år er der så lanceret en dåseøl der gør brug af mange års tilbageholdt iver. Jule Spice dufter af kanel, med antydninger af karamel og tørret frugt. Den er temmelig sød og smagen domineres også af kanel og malt foruden yderligere krydderier. I princippet er der ikke nogen fejl, men det er bare overhovedet ikke min type julebryg. 2,0 stjerner

Willemoes Jule Spice krydret julebryg

Den store test af julebryg

Som sidste år har Bryggeriforeningen sendt mig et udvalg af danske julebryg til test. På bloggen gennemgår jeg dem der ikke var med sidste år, og har til gengæld suppleret med nogle øl som jeg selv har købt. Jeg vil ikke redegøre for hvad der er hvad, men regn med at ca. tre fjerdedele er anmeldereksemplarer. Jeg har delt øllet op i små grupper med hver sit tema, og de bliver anmeldt løbende gennem december. Der gives karakter mellem 1 og 5 stjerner. I hvert indlæg er øllene rangeret efter karakter med den bedste øl først i gennemgangen.

Læs mere:

De lyse julebryg

De humlede julebryg

De sorte julebryg

Leave a Reply