Vegetarisk chiligryde med græskar, champignon og bønner

Vegetarisk chiligryde med grøæskar og champignon, og hertil Ugly Duck Imperial Pumpkin AleHermed en opskrift på vegetarisk chiligryde lavet med græskar, champignon og bønner, en ret som jeg har spist med Ugly Duck Imperial Pumpkin Ale. Jeg synes at navnet Chili Sin Carne er lidt plat, hellere navngive maden efter hvad der er i end hvad der ikke er i. Så det korrekte navn er det ret cool Chili con Calabaza eller lidt mere sprogforvirret Chili con Hokkaido. Eller slet og ret Chili.

Vegetarchili med græskar og champignonLige så meget som jeg elsker at spise kød, så elsker jeg også at eksperimente med vegetariske løsninger. Det er sundt, og det skulle også være godt for miljøet. Det er også spændende fordi kombinationen af øl og mad ofte handler om traditionel nordeuropæisk madtradition hvor kødet er i centrum, hvad enten det er dansk julemad eller tysk Schweinhaxe. Vegetarisk chiligryde er noget helt andet, men også mad som kræver en god øl.

Inspirationen til at lave chili i vegetarisk udgave fik jeg fra bloggen Rigeligt Smør. Da Martin lagde ud på Facebook at han havde lavet retten med Hokkaidogræskar i stedet for gulerødder tænkte jeg at det var da lige den rette sæson. Desuden ville det være sjovt at kombinere en vegetarisk chiligryde med den helt nye Imperial Pumpkin Ale fra Ugly Duck Brewing.

Masser af grøntsager og bønner til vegetarisk chiligrydeDa jeg synes at umami er helt afgørende for en god chili har jeg tilføjet champignon til opskriften, sammen med en stribe små umami-forstærkere. Desuden har jeg lavet den på tre slags bønner for variationens skyld. Chilien er fra vindueskarmen, suppleret med to store flotte jalapeños. Dels er mine egne chilier tydeligvis nået hen sidst på sæsonen, og dels er de store kødfulde jalapeños flotte i retten.

Ingredienser til fire solide portioner vegetarisk chiligryde:

  • Chili, hvidløg og krydderier300g løg
  • 300g markchampignon
  • 1 mellemstor hokkaido
  • 300g blandede bønner (pinto-, kidney- og sorte bønner)
  • 3-5 fed hvidløg
  • blandede chilier
  • en stor rød peberfrugt
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dåse tomatkoncentrat
  • 2 spsk spidskommen, ristet og stødt
  • sort peber og røget salt
  • røget paprika, kardemomme og kanel
  • rosmarin, oregano og laurbær
  • Worcester sauce, soya og grøntsagsboullion (umami)
  • 1 flasker mørk lagerøl (Albani 1859)

Vegetarisk chiligryde med græskar og champignonBønnerne lå i blød natten over. Først blev champignon ristet  og taget af varmen igen. Så blev løget forsigtigt brunet, så tilsat hvidløg, chilier og krydderier. Jeg brugte røget salt og paprika for at give ekstra dybde i smagen. Skal det være ægte vegetarisk chiligryde, så duer det jo ikke med bacon. Mængden af chili er en smagssag, og man kan jo altid tilsætte mere efter behov.

Så kom jeg champignon tilbage i gryden, tilsatte græskar, tomat, bønner, krydderurter og øl og lod det simre. Jeg havde faktisk også brugt en persillerod, men det vil jeg ikke anbefale. Smagen af dansk rodfrugt stak helt ud fra resten når man fik en bid af den. Valget af øl var simpelt. Der stod en Albani 1859 og ventede på at blive brugt til madlavning. Bare brug noget sødt og maltet.

HokkaidogræskarLav endelig chili i god tid. Jo længere simretid, des bedre bliver resultatet. Med tyve minutter igen smagte jeg til med umami-forstærkere, og skar peberfrugt og jalapeños ud og tilsatte, så de ikke kogte for meget ud.

Anret så det ser pænt ud, gerne med lidt friske krydderurter, hakket (sød) chili, og måske creme fraiche. Serveres med en sød, stærk og gerne mørk øl. Ugly Duck Imperial Pumpkin Ale er 9,7%, temmelig sød, og mørk kobberfarvet. Den er også fyldt med krydderier, krydderurter og cedertræ, hvilket spiller fint sammen med den krydrede mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *