Restaurant Højt Skum på Ølfestivalen 2019

Da der var Ølfestival sidst i maj måned spiste jeg torsdag aften på Restaurant Højt Skum. Det er ølfestivalens egen restaurant der serverer tre retters menu med tilhørende øl. I Danske Ølentusiasters medlemsblad ØLentusiasteN, der lander i medlemmernes postkasse i denne uge har jeg skrevet en længere artikel om min oplevelse, men herunder er en kort udgave. Der var nemlig en pointe om øl og asparges som også er relevant i forhold til det næste blogindlæg der lander senere denne uge.

Restaurant Højt Skum er et af de bedste nye tiltag på Ølfestivalen i de seneste år. Foreningen vil gerne markere sig som fortaler for godt øl på restauranterne og på de hjemlige middagsborde. Derfor er det kun naturligt at man kan få sig en rigtig god spiseoplevelse på Ølfestivalen. Gør dig selv en tjeneste og bestil billet til Restaurant Højt Skum når du skal på Ølfestival 14. til 16. maj 2020.

Forretten var fisk, og når nu det var i slutningen af maj var der heldigvis også asparges. Der var et lækkert stykke røget kulmule, med asparges, lidt andet grønt og en dressing med Goldingshumle. Med den grønne asparges som tallerken-deler var der også plads til en portion laksetatar med dild og peberrod, og et stykke sprødt brød lavet på mask (den brugte malt fra brygning).

Sammen med forretten fik vi Citrella fra Alefarm. En New England style Double IPA med Citra og Ella humle. En uklar gylden øl med masser af citrus-aroma, og et sødligt smagsindtryk. Det var god øl til god mad, og det spillede perfekt sammen – det meste af vejen. Det eneste der ikke helt fungerede for mig var desværre asparges sammen med den kraftige citrus fra øllet.

Normalt kan lidt citrus være en fin ledsager til asparges, for eksempel i en dressing med citronsaft og revet citronskal, men her blev det alligevel lidt for meget. De klassiske anbefalinger til asparges er de lyse belgiske øltyper, fra witbier, over saison til tripel, og det er også øl der går godt til fisk, men den citrus-prægede Citrella var til gengæld et modigt og spændende valg, og noget jeg gerne vil prøve yderligere af.

Hovedretten var simpel og klassisk, og stadig præget af forår. Skiver af fremragende, rosastegt australsk okse, med timian, (mild) hvidløg og fennikel og dertil kartofler og blomkålder blev ledsaget af hollandaise med lambic. En fremragende kombination af gourmet-køkken og solid dansk kromad, og den rette mængde mad for folk på ølfestival.

Til hovedretten fik vi Mandmarke Mørk Lager fra Møns Bryghus. En lækker ren og velbrygget øl der mindede mig om god tjekkisk polotmavy/halvmørk. Maltet med noter af toffee og brødskorpe, med milde frugtnoter og krydret og grøn humle. Den sødlige malt blev fint balanceret af humlebitterhed. En fremragende øloplevelse der kunne alt det rigtige, men med 4,9% måske lige manglede det sidste saft og kraft til oksestegen. Ikke desto mindre, en fremragende øl til mad.

Til sidst var der is på hvid chokolade, med jordbær og havrekage og en sauce på oatmealstout. En flot dessert, der understregede at øl i køkkenet også kan lade sig gøre til desserten. Dog blev den temmelig brændte stout en anelse for bitter i forhold til helheden. Øllet var Erdbeer-Liebe fra Amager Bryghus. En sødlig og syrlig øl med en smule maltkarakter og masser af frisk jordbær. Mens desserten og øllet hver for sig var fremragende, så blev det lidt for meget i kombination, hvor bitterheden fra stouten blev sat endnu mere i relief af øllets syrlighed. Jeg ville måske have valgt en syrlig jordbær-sauce på tallerkenen eller alternativt en sødlig imperial stout i glasset.

En tanke om “Restaurant Højt Skum på Ølfestivalen 2019”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *