Øl til nytårsaften – Fuller’s Vintage Ale 2016 og 2017

Fullers Vintage Ale 2016 og Fullers Vintage Ale 2017Fuller’s Vintage Ale er en øl der er som skabt til nytårsaften. Det er en årgangsøl som fint kan klare at blive lagret, og når det i slutningen af december er tid til at gøre status over året der gik, kan man ved samme lejlighed gøre status over de seneste årgange af Fuller’s Vintage. Jeg vil mene at det er en øl der er bedst de første fem år, selv om bryggeriet sætter ti års holdbarhed på etiketten. Til gengæld skal du være noget så velkommen til at sende mig de to årgange jeg mangler at have smagt, 1998 og 2003!

For to år siden skrev jeg op til nytår en lille sammenligning af årgangene 2013, 14 og 15, og dermed virker det oplagt at skrive om 2016 og 2017 i dag. Ikke mindst fordi de to årgange stadig er til at købe i butikkerne. Jeg købte i hvert fald begge årgange i går her i Odense i Vinens Verden.

En spændende øl til nytårsaften. Fullers Vintage AleIdeen med Fuller’s Vintage Ale er at brygge en 8,5% barley wine med det bedste malt og det bedste humle fra årets høst, sammen med Fuller’s faste gær. Årgangene er forskudt så årgang 2017 blev brygget i vinters med råvarer fra 2016-høsten. Den bliver frigivet sidst på sommeren og begynder efterhånden at kunne drikkes når vi når nytåret. Den plejer at samle sig og blive endnu bedre efter et års tid yderligere.

Årgang 2016 blev brygget med Nelson Sauvin-humle som det særlige element, kombineret med de klassiske engelske humler Challenger, Northdown og Goldings. Malten var som altid pale malt, og bygsorten den ærkeengelske Maris Otter som giver en fyldig maltsmag af kiks og brødskorpe.

Beskrivelse af Fuller's Vintage Ale 2016 og 2017 på de flotte papæskerSom frisk for et år siden havde den kraftige frugtnuancer af Nelson Sauvin med melon og kiwi, samtidig med at den havde den fyldige maltsmag som Vintage Ale altid har, og tydelig appelsinmarmelade der stammer fra gæringen og er Fuller’s faste huskarakter. I år havde humlenuancerne måske dæmpet sig en smule, og resultatet var en Vintage Ale der fremstår som en virkelig god årgang, med alle de faste elementer foruden en svag antydning af melon og kiwi. Jeg skal have et par stykker mere til kælderen.

Den friske udgave Fuller’s Vintage Ale 2017 er brygget med den nye type maltbyg Laureate. Humlen er også ny, den amerikanske Denali, som jeg aldrig før havde hørt om. Ifølge Fuller’s beskrivelse giver den ananas, citrus og fyrenåle.

Hvad skal man drikke nytårsaftenJeg fangede mest grapefrugt og fyrenåle, og du kunne sagtens have bildt mig ind at der var brugt klassisk amerikansk humle som Chinook, Centennial eller Cascade. Der er måske en antydning af ananas eller endda fersken, men den ligger tæt op ad den klassiske marmelade-karakter fra gæren.

Det er ingen overraskelse at jeg kunne smage lidt alkohol i årets friske udgave, det kan man hvert år. Men alligevel synes jeg at det virker som en årgang der rammer under middel. Lad os se hvordan den udvikler sig til næste år.

Det er så også først ved denne lejlighed at jeg opdager at Fuller’s har fået ny brygmester. Årets Vintage Ale er nemlig signeret af Georgina Young. Hun bev ansat på Fuller’s som brygger tilbage i 1999, og overtog brygmesterstillingen i januar i år, mens John Keeling fik et mere udadvendt job som bryg-ambassadør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *