Kyllingelår a la Thai

Kylling med ingefær og chili, serveret med efterårssalatKyllingelår stegt i ovnen med lime, ingefær og chili, serveret med en lækker efterårssalat. Der er ikke øl i opskriften og jeg drak ikke øl til, men det forhindrer den ikke i at komme på bloggen. Kyllingelårene lå et par timer i en marinade lavet på limesaft, honning, ingefær, salt, peber, korianderfrø og lidt spidskommen. Så blev de drysset på skindsiden med ingefærpulver, stærk chili, paprika og salt, lagt på nogle skiver lime, og sat i ovnen 45 minutter ved 200 grader.

Salaten bestod af Ingrid Marie-æbler skåret i tern og vendt i limesaft, salt og ingefær. Derefter blandet med granatæble og snittet fennikel, og til sidst ristede mandler der havde været i ovnen de 10 minutter mens den varmede op til 200 grader. Det var fire af mine yndlingsingredienser, og de fungerer fremragende sammen, med syrlighed og sprødhed i højsædet.

En klat mangochutney var sidste detalje. Kald det stenalder, Dr. Atkins eller hvad du vil, men det er bare ikke altid jeg har lyst til ris/kartofler/brød til maden. Der blev som sagt ikke drukket øl (jeg skal videre til ølsmagning), men en frisk witbier ville nok være optimal. En mild pale ale eller en pilsner kunne være andre muligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *