Jule IPA: Årets Lyse Julebryg 2020

Jule IPA er julebryg til dig der helst vil være fri. Det er frisk og let drikkeligt juleøl med humlekarakter og bitterhed. Ideelt set den øl som ølnørden kan julehygge med fra starten af november og frem til flæskestegen kommer på bordet juleaften. Allerede i 2005 bryggede Ølfabrikken en Jule Ale med masser af humle, dog stadig med kanel og korianderfrø, for at blive taget alvorligt som julebryg. Da Ølfabrikken blev til Beer Here fik vi i 2008 den første rigtige Jule IPA, og siden er rigtig mange bryggerier hoppet med på vognen. Her i indlægget handler det både om decideret IPA og om andre lyse ales, både af britisk og af belgisk inspiration.

Jule IPA og andre lyse julebryg

Bryggeriforeningen har sendt Beertalk over 60 forskellige julebryg som jeg kan skrive om. Det var en interessant opgave da det i foråret var 30 påskebryg, så jeg kaster mig også over julebryggen, på trods af at der er dobbelt så mange og jeg ikke længere er Corona-hjemsendt. Jeg har løseligt delt dem i fem grupper som skal smages. Jule IPA, Julebock/undergæret, Juleporter og ikke mindst to omgange Mørk Jule Ale, den rene og den med krydderier. Til sidst samler jeg op med en konklusion hvor de bedste øl kåres.

I foråret gav jeg karakterer til alle øllene i den tilsvarende serie med påskebryg. Jeg bruger 0-5 stjerner, samme system som også er blevet indført til alle anmeldelser i bladet ØLentusiasteN. Jeg vil gerne udnytte hele skalaen for at gøre det lidt mere interessant. Det bliver kedeligt hvis alle øl ligger på 2½ eller 3, så jeg har rundet de bedste lidt op og de ringeste lidt ned. Ellers er det vel sammenligneligt med Untappd og Ratebeer.

Amager Bryghus Yule Juice
Amager Bryghus Yule Juice

Amager Yule Juice (6,5%)

Julejuicen fra Amager er heldigvis presset af søde clementiner og ikke af grannåle og svesker. Det er en særdeles mudret New England IPA der dufter fuldstændig som en clementin man lige har skrællet. Måske med antydning af mango og ananas. Det første indtryk er sødt og lidt ligegyldigt, men i modsætning til de fleste NEIPA åbner den sig faktisk med flere lag i smagsbilledet. Jeg ender med at være mere begejstret end jeg først troede. God NEIPA, og bestemt ikke uden julestemning. 4,0 stjerner

To Øl Blizzard (In a Beer Mug) (6,0%)

Det her er en uklar IPA med Mosaic, og ifølge bryggeriet en NEIPA. Men det er også en øl der dufter kraftigt af modne ferskner og citrus, og den er vidunderligt bitter. Så det er som minimum en old school West Coast NEIPA. Og det gør mine smagsløg rigtig glade. 4,0 stjerner.

To Øl Blizzard (In a Beer Mug) Jule IPA
To Øl Blizzard (In a Beer Mug)

Herslev Juleøl (6,0%)

En flot ravfarvet red ale krydret med appelsinskal. Den dufter af netop appelsinskal, sammen med tørret abrikos og fine maltnoter af toffee og kiks. Den stramme, rene smag har malt og appelsin, og en god humlebitterhed. Jeg har smagt Herslev Juleøl mange gang tidligere, og jeg har bryggeriet mistænkt for at forfine opskriften fra år til år. Den er virkelig lækker i år. 3,5 stjerner

Herslev Jule Øl Rød Ale Krydret med Appelsinskal

Jacobsen Golden Naked Christmas Ale (7,5%)

Det er efterhånden 14 år siden Carlsberg præsenterede denne gyldne julebryg første gang. Den er mørk gylden med flot skum. Med sine 7,5% er den ret tung, og kraftig, men der er alligevel en friskhed over den som gør den let at drikke. Den milde krydring mærkes næsten ikke, men den har fået lidt appelsinskal og citrus-friskhed. Men skal være ekstrem mikrobryg-snob for ikke at anerkende at det er en meget velkomponeret julebryg. 3,5 stjerner

Jacobsen Golden Naked Christmas Ale

Ugly Duck Hoppy Christmas (5,9%)

Her bliver det trygt og godt. Den helt klassiske Jule IPA, nemlig en ravfarvet West Coast IPA med citrus-prægede humler, og tilsat appelsinskal. Udtrykket har været det samme siden 2012, dog med lidt skiftende humletyper afhængigt af udbud. I år er der tørhumlet med Galaxy, og den ligner sig selv. Desværre fornemmer jeg en antydning af diacetyl i smagen. For hurtigt fra brygkar til flaske? Jeg har ellers endnu ikke oplevet sjusk med kvaliteten selv om “store stygge” Vestfyen har overtaget ejerskabet i Indslev. 3,5 stjerner

Ugly Duck Hoppy Christmas Jule IPA
Ugly Duck Hoppy Christmas

BRAW Jingle My Fucking Bells (5,0%)

Lys og mudret Session IPA af den afgjort New Englandske slags. Den dufter blomstret med ananas og citrusfrugter henover, uden at være specielt intens i duften. Smagen er ligeledes nedtonet, en stille og rolig, let drikkelig pale ale. Når den ikke er bitter som en IPA ved jeg faktisk ikke helt hvor forskellen på Session IPA og pale ale ligger… 3,5 stjerner

BRAW Jingle My Fucking Bells

Skands Meny Noël Blond (6,5%)

Belgisk blonde af den klassiske slags. Det er en ravfarvet øl med kraftig duft af gær, sammen med bobletyggegummi og krydderier. Når der ikke er spor af humle, så er det bestemt ikke min øltype. Men er man til det, så har Skands brygget et solidt bud på en blonde. 3,0 stjerner

Nørrebro Jule IPA (6,3%)

Hemmeligheden ved godt øl er balance. I en god IPA er det balancen mellem malt og humle, mellem aroma og smag. I en Jule-IPA, er det balancen mellem jul og IPA. Nørrebro har brygget en Jule-IPA til dem der siger “Min juleøl skal smage af jul”. Den smager mere af appelsinskal end af IPA. Og IPAens balance er dermed rykket til for meget aroma – af appelsinskal. Det er ikke en øl jeg kunne finde på at vælge som “juleøl” gennem hele november og december. 3,0 stjerner

BRAW Actually Die Hard IS a Christmas Movie (8,0%)

Oh, the weather outside is frightful
But the fire is so delightful
Og her stopper julestemningen. Det er en gylden og mudret New England IPA uden julehalløj. Duften er tropisk og helt efter stilarten, med den svageste antydning af den skuffelse der er på vej. Den er sød, juicy og tropisk, og så i eftersmagen går det galt. Ikke nok med at den er renset for humlebitterhed, men der er også en smule diacetyl i denne øl. Karakter af klistret flødekaramel pynter ikke på en i forvejen sød NEIPA. 3,0 stjerner

Møn Elmelunde Julebryg (6,7%)

Gylden ale med honning og pomerans, der lader til at være belgisk inspireret. Det er desværre en flad og lidt tynd oplevelse. Honningen smages tydeligt, men måske i virkeligheden lidt for tydeligt og overdøvende. 2,5 stjerner

Braunstein Cry Out Santa (6,5%)

Ravfarvet og maltet red ale. Den dufter særdeles maltet, med toffee og karamel, foruden røde æbler og anden moden frugt. Smagen maltet og meget sød og der er også en ret bitter afslutning, men de to elementer mødes ikke rigtigt i en harmonisk helhed. 2,5 stjerner

Braunstein Santa Lost in Space (6,0%)

Gylden øl der efter sigende er en pale ale. Den dufter og smager for mig støvet af gammelt korn, halm og pap. Kan ikke anbefales. 2,0 stjerner

5 tanker om “Jule IPA: Årets Lyse Julebryg 2020”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *