En blandet syver fra Buxton

Sidst vi mødtes i Ratebeer Odense-gruppen og smagte øl var der blandt andet nogle Buxton på bordet. Buxton ligger ret tæt på Manchester, og Mads havde lige været i Manchester og haft øl med hjem. Der var humle, et par imperial stout og en quadrupel. Niveauet var solidt, men ikke verdensklasse efter min smag.

Buxton har en serie der hedder Lupulus X, med indtil videre otte forskellige single hop IPAer på 5,4%. Vi smagte de to af dem, med humlerne Centennial og Ekuanot. Det er udpræget New England stil, med et uklart udseende og sødlig smag uden meget humlebitterhed.

Centennial var min favorit blandt denne aftens udvalg af Buxton. God og klassisk citrus-aroma med en anelse fyrenåle. Jeg savnede nærmest ikke engang bitterheden. Ekuanot er en udpræget moderne humle. Denne IPA havde en krydret smag med rosmarin, timian og salvie, lige klar til påskelammet. Denne urtesmag blev lidt for meget i en overvejende sød øl.

Næste par var Sling Draw og Quick Draw, to New England Double IPAer med samme maltprofil og gæringsprofil, men forskellige humlesammensætninger. Min favorit af de to var Quick Draw som havde en ret klassisk, juicy New England profil. Jeg duftede citrus og fersken og en antydning af krydderurter. Smagen var sødlig, men faktisk behageligt humlebitter. I Sling Draw duftede jeg fersken, hindbær og mynte og den savnede den bitre afslutning.

De to imperial stouts var ikke i familie som de to foregående par. Min svage favorit af de to var Rain Shadow 2019 som er en straight 10% imperial stout uden tilsætninger. Den er brygget hvert år siden 2016. Bryggeriets beskrivelse har været den samme hvert år, men det fremgår ikke klart om det er nøjagtig samme opskrift. Den var kraftigt ristet med duft af lakrids og chokolade og helt brændte noter à la trækul. Smagen var sødlig og kraftigt ristet, med en overtone af røg.

Buxton Kentucky Wood er en limited edition øl, en 13,8% imperial stout der har været lagret på Heaven Hill bourbonfade. Den duftede af bourbon, med kraftige ristede noter af lakrids og kaffe især. Smagen var sødlig og ristet med masser af bourbon og egetræ. Alkoholen var tydelig, og for meget til min smag. Det var ellers sådan set to fejlfri imperial stouts. De faldt ikke i min smag, men de har masser af fans.

Ud over det moderne hipster-sortiment af humle og imperial stout, så brygger Buxton også en belgisk serie, blandt andet en quadrupel. Den smagte vi i en særlig fadlagret version som holder 12%. Jeg bemærkede ikke direkte smag af fadlagring, men det var en flot afrundet øl. Måske var den lidt blødere efter at have hvilet sig på fad. Det var en klassisk quadrupel med duft og smag af tørret frugt, mørkt sukker og karamel. Lige til den søde side, som den slags nu en gang skal være. Buxton Quadrupel Barrel Aged var den næstbedste af de syv, efter min smag.

Buxton Quadrupel Barrel Aged

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *