Double IPA med frugt – kan man det?

Double IPA med frugt: Brewdog/Evil Twin Hello My Name Is Sonja og  Nomad Papaya CrashDagens menu er to forskellige Double IPA med frugt. Brewdog/Evil Twin: Hello My Name Is Sonja, og Nomada Brewing Papaya Crash. Ideen med imperial IPA/double IPA er at humlen skal være så fremtrædende at det er hele oplevelsen, så giver det mening at tilføje frugt? De amerikanske humler er jo fyldt med frugtnuancer, så hvis frugt og humle spiller sammen, så kan der godt komme noget interessant ud af det.

Hello My Name Is Sonja er en 8,2% øl brygget af Brewdog i samarbejde med Evil Twin, og rigelige mængder Mosaic humle er suppleret med blåbær. Den er uklar orange og farven bærer således ikke præg af blåbær. Næsen er fyldt med citrus, fersken, sød tropisk frugt og harpiks, og i en blindsmagning ville jeg ikke have gættet på at der var andet end humle i glasset. 

Brewdog/Evil Twin Hello My Name Is SonjaSmagen er også domineret af humlen. Der er appelsin og fersken, men ikke meget blåbær over den. Det er en dejlig tør, og enormt bitter øl, og den er sådan set fremragende. Nyd den som en humlet øl i verdensklasse, og se bort fra blåbærene som en gimmick – Jeppe fra Evil Twin står også bag Cantillons eftertragtede blåbær-lambik, og der kan ikke være nogen tvivl om at det er der ideen stammer fra.

Nomada Papaya Crash er ikke overraskende en double IPA med papaya og den holder 9,2%. Den er en lidt mørkere orange/ravfarvet nuance en Sonja, og har et utrolig flot, tæt skum i en gullig, råhvid nuance. Også her er humlearomaen i højsædet, og det er søde, tropiske frugter der dominerer, så det kan være svært at adskille humle og frugt. Humlen får desuden følgeskab af en mere udtalt maltprofil med noter af kiks og friskbagt brød.

Nomad Brewing Co. Papaya CrashPapaya Crash er knastør, og markant bitter. Det er en lidt mere skarp bitterhed end Sonja, knap så behagelig – selv når man er trænet humlenyder og gerne vil have at det kradser lidt i halsen. Der er masser af tropisk frugt i smagen, men igen er det svært at placere hvad der er humle og hvad der er papaya.

Alt i alt må man sige at det er to dejlige øl, men der var sådan set ingen grund til at komme frugt i. De er begge to præcis så humlede som double IPA skal være, og dermed alt for humlede til at frugten spiller nogen rolle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *