Bøgedal HØST 02

Fredag den 23. august inviterede Bøgedal Bryghus til deres helt egen udgave af en høstfest. En totaloplevelse med natur, poesi, både vintage øl og nye øl og ikke mindst en mange retters menu skabt af kokken Michael Skovsgaard. August måneds afsluttende hedebølge var ikke for alvor begyndt denne fredag, og der var endda varsel om mulige byger, men jeg husker det alligevel som en solbeskinnet og usandsynlig smuk eftermiddag. At ankomme gående langs åen og så dreje af og op i bakkerne mod bryggeriet er den perfekte måde at opleve Vejleområdets natur.

Første øl blev smagt i bryggeriet efter at Casper havde fortalt kort om brygningen. Bryg 116 fra 2007, brygget efter det grundskelet af en opskrift der hedder Gylden #1. Det var en 5,6% kobberfarvet øl med noter af karamel og lakrids, og noget oxideret dessertvin. Den er ældet flot hvilket understreger øllets grundlæggende høje kvalitetsniveau, men jeg ville til enhver tid foretrække en mere frisk øl.

Efter det kortvarige bryggeribesøg skulle min halvdel af selskabet i haven hvor Gitte serverede Bryg 289 fra 2012. Det var en 8% mørk trappist-inspireret øl, brygget med karamel, muscovadosukker og lakridsrod. Jeg smagte den helt frisktappet i sin tid på Kolding Ølmesse 2012, og fandt den ikke overraskende lidt rå og ufærdig dengang, fyldt med uforgæret sukker. 7½ år senere var den blevet godt afrundet, og en klart bedre øl. Sammen med denne øl fik vi til overflod både den smukke udsigt over Ådalen, lidt Gammel Knas ost og skønsang fra Mathilde Dottir, akkompagneret af Bøgedal Junior, Ask Vorting på blid elektrisk guitar.

Maden blev serveret ved et kæmpe langbord flot pyntet med eftersommerens blomster. Første fad der blev sendt rundt var navngivet ”Køkkenhaven”. Her var der friske ærter, gulerødder, radiser og blomkål med blandt andet ristede hasselnødder og citronpure. I bund og grund simpelt, men meget smukt at se på og en velsmagende start på aftenen. I glasset fik vi Flowerhop, der er Bøgedals afdæmpede, men dog humlearomatiske bud på en IPA. Især det friske indslag af citron spillede smukt sammen med øllet og skabte den røde tråd mellem mad og øl.

Herefter kom der ”Kål i kål”. En karameliseret blomkålspure pakket ind i dampet spidskål. Til kålen drak vi Bøgedal Gylden K. En mørk gylden ale som ud over sin i forvejen kraftige maltede smag er tilsat ekstra karamel. Så meget sødme og karamel har jeg ikke brug for og det er ikke rigtig en øl der falder i min smag.

Her er både ærter og gulerod fra Køkkenhaven, Kål i Kål og en bygotto kugle

Så gik vi i kornkammeret til tredje servering. Der var to slags let brød og en bygotto med vesterhavsost, serveret som friteret kugle. Til denne lille pakke blev vi forkælet med to spændende øl. Vild Hvede der er Bøgedals klassiske (og fremragende) hvedeøl, som er blevet eftergæret med vildgær. På Ølfestival 2016 smagte den som en øl der var gået galt, men i denne, nyere udgave ramte den plet med en ren, funky smag, lidt citruskarakter, og en svag syrlighed. Den anden øl var Sour’ish #1, en svagt syrlig øl præget af kraftig brettanomyces vildgær.

Bøgedals Sour’ish serie er brygget som almindelig øl, som kort inde i gæringen tappes på træfad og tilsættes havens brombær eller æbler for at gære videre på frugtens vildgær. Denne allerførste aftapning var en blanding af øl der havde ligget på fad 9 måneder og 12 måneder. Efterhånden som fadene genbruges til nye syrlige øl vil de samle en endnu mere kompleks mikroflora, og øllet vil også blive mere og mere syrligt.

Det fandt vi allerede ud af til næste servering, hvor rimmet kammusling med hybenperler blev serveret med Sour’ish #6 der stort set er ovre i rigtig geuze. Det er selvfølgelig brygget på en anden måde, men smagen havde klare ligheder med de mere milde belgiske geuze. Den anden øl til denne servering var en Nord der er en ærkeklassisk Bøgedal. Brygget med en historisk Petkus-rug fra den nordiske genbank. Fyldig og maltet karakter, men lige præcis humlet nok til at give et blomstret og sommerligt indtryk.

Efter dette hurtige smut til ”Havet” var det tid til ”Skoven” og aftenens hovedret. Sommerbuk og perlehøne, med Karl Johan svampe og bær. Det var en fuldstændig suveræn oplevelse, og fortjente selvfølgelig det bedste af det bedste i glasset. Bryg 624 OakAged er i udgangspunktet en klassisk gylden Bøgedal der har lagret et år på Oloroso Sherryfad, yderligere tilsat egespåner for at give lidt ekstra garvesyre. De 12 måneder har givet den en flot vinøs smag med en svag oxidering, og afrundet den så den fremstår præcis så kompleks, rund og fyldig som en Bøgedal skal. Med 8,4% alkohol er det en øl der kan drikkes til enhver kraftig hovedret, og den spillede smukt sammen med vores sommerbuk.

Som om vi ikke havde fået saft og kraft og umami nok, så dukkede der lige en ekstra snack op før desserten. Under titlen ”Himmel” fik vi friteret andeskind, med kantarel støv og mayo med ristet majs. Til denne lille smagsbombe fik vi Trap’en, der er Bøgedals bud på en mørk og stærk belgisk klosterøl, med 6,7% alkohol vel nærmest en dubbel. En kompleks og lidt krydret øl med mørke overtoner af chokolade, karamel og lakrids. De mørke stærke belgiere kan noget særligt med umami-tung mad.

Til dessert var der chokoladefudge, lavet med gransirup og serveret i en kugle der var farvet grøn. En flot og anderledes dessert der glædede de mange søde tænder bordet rundt (jeg er ikke selv en af dem). Den ølmæssige afslutning var Bryg 625, Mørk Mosaic på 9,2%. Det er en kraftig oatmeal stout med fylde og sødme og en god portion humle til at holde balancen. Som ledsager til desserten havde den fine chokoladenoter, og også en del tørret frugt. Efterhånden som glassene blev tømt blev der sagt farvel og tak for en helt fantastisk aften. Bøgedal HØST 03 bliver afholdt 14. august 2020, og man kan allerede bestille sin billet på Bøgedals website.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *