Bøfsandwich på Klosterkroen – Øl og Mad i Odense

Bøfsandwich på Klosterkroen i Odense.
Bøfsandwich på Klosterkroen i Odense. Overdådigt anrettet, med brun sovs i rigelige mængder til egen dosering.

Til frokost i dag fik jeg en vaskeægte og ret overdådig bøfsandwich på Klosterkroen ved Gråbrødre Torv midt i Odense. Om ikke en kulinarisk overdådighed, så i hvert fald en omgang comfort food der gør alt det rigtige. Kroen, med undertitlen Den Muntre Munk, åbnede for et par år siden, og takket være deal.dk fik jeg endelig besøgt stedet.

Der er tilstræbt ægte dansk værtshusstemning, og hatten af for at forsøge. Gammel dansk på tallerkenen, gammel dansk i glasset, og gammel dansk i højttalerne. Med ternede duge, meget dæmpet lys og mørke træpaneler virker det dog lige en anelse forceret. Det er svært at nyindrette noget til at være gammel og slidt på den helt rigtige måde.

Jeg har siden bloggens begyndelse gerne ville lave nogle flere features om Odense og samle det til en turistguide. Det blev aldrig til noget mens jeg forsøgte mig på engelsk, så fra nu af vil jeg gøre en mere målrettet indsats når jeg går ud, også selv om det nogle gange bliver kortfattede enkelt-nedslag i et steds formåen.

Den meget lækre bøfsandwich er en del af frokostkortet, som også byder på fx. stjerneskud, tarteletter og smørrebrød. I madpakkens hjemland har vi slet ikke samme grundlag for frokostværtshuse som i vores nabolande, og det er da lidt en skam. Måske netop derfor virker det lidt forceret fordi der pustes liv i for længst afdøde traditioner. På Halmtorvet, Kbh. V. havde der nok været et ironisk glimt i øjet (og en Mosaic-humlet huspilsner fra Mikkeller), men i Odense tager vi traditionen alvorligt, og trods det platte tilnavn, Den Muntre Munk, er der ikke spor af ironi.

Er der ikke ironi, så er der til gengæld en moderne fokus på kvalitet. Bøffen er af kødkvæg, med leverandøren, Freygaard, stående i menukortet. Der er ikke ramsløgmayo og fermenterede rødbeder, men bare solide råvarer. Aftenkortet har da også både tirsdagsbiksemad, onsdagstarteletter og kanoniseret torsdagsflæsk med persillesovs, men også en månedens menu med lidt mere moderne retter.

Ølkortet på Klosterkroen er Albani. Fra starten har der været fokus på ølserien Schiøtz, med komplet udvalg på flaske. Jeg havde ikke før smagt Dybsort Porter og det virkede som et godt valg til bøfsandwich. Midt i alt det gamle danske serveres der altså øl med nynordiske strejf af bær og urter. Porteren bar heldigvis sine kirsebær og hyldebær bedre end de øvrige øl i serien bærer deres benspænd – undskyld, men IPA er bare bedre uden rosmarin, og pilsner er bedre uden noget som helst andet end lys malt og mellemeuropæisk humle. Man kan naturligvis også få Ale 16 og Fynsk Forår, og tilrejsende østfra kan få Hof og Tuborg på flaske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *