Beer ‘n’ Booze Festival i Vejle

Beer 'n' Booze Festival i Vejle
Beer ‘n’ Booze Festival i Vejle

I denne weekend den 18. og 19. marts er der øl- og spiritusmesse i Vejle under navnet Beer ‘n’ Booze Festival. Den lokale iværksætter Jonas Rørdam har taget initiativ til messen, der samler øl og spiritus på én messe. Det er noget der sjældent ses i Danmark, men er meget udbredt i Sverige, med Stockholm Beer and Whisky Festival som forbillede.

Beer ‘n’ Booze Festival afholdes i Spektrum-hallen i Vejle, og holder åbent kl. 12-21 både fredag og lørdag. Entreen er overskuelige 50 kr. og derefter købes smagsprøver med poletter til 10 kr. stykket.

Udstillerlisten på ølsiden er fyldt med usual suspects. Er man som jeg selv også nysgerrig efter at møde det nye og ukendte, så kunne et bud på tre stande der absolut skal besøges være:

Vestslesvisk Bryghus kan opleves på Beer 'n' Booze FestivalVestslesvigsk Bryghus: Hans Lautrup Nørgaard brygger sønderjysk spontangæret øl. Det bliver med garanti ikke noget du en dag finder i alle landets Netto-butikker som slagtilbud. Jeg har smagt enkelte øl fra bryggeriet, og der har både været godt og skidt, men i hvert fald er det helt sit eget.

YNWA Beer Shop: Det er ikke godt at vide hvad de har tænkt sig at tage med, men forhåbentlig da et eksklusivt udvalg af spændende øl. Måske en skøn blanding af små engelske bryggerier, måske øl fra et eksotisk hjørne af Østeuropa. Man har lov at håbe at de ikke bare spiller de sikre kort.

Grönwohlder Hausbrauerei: Dette holstenske landbryggeri brygger de traditionelle tyske sorter, og der er intet der taler for at de gør det bedre end så mange andre. Jeg har smagt to af deres øl, Pils og Spezial, uden at være imponeret, men man kunne jo håbe at de tager deres øl alvorligt nok til at medbringe frisktappet øl når de nu skal på udenlandsk messe.

Udover bryggerierne kommer Stauning Whisky, Fary Lochan Whisky, Trolden Destillery, foruden importører af vin og spiritus. Når nu den danske whisky stadig er så dyr, så er det i hvert fald en mulighed for at smage om der er noget der kommer på siden af de skotske forbilleder i samme prisklasse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *