Asgaard Mjød

Asgaard Mjød fremstillet af honning, vand og gærAsgaard Mjød, et nyt fynsk mjød-bryggeri (mjøderi?) har set dagens lys, og er nu også kommet ud i almindelig handel. Det åbnede i efterårets 2012 og jeg går ud fra at det mest har været solgt ved stalddøren og de utallige markeder der findes hver weekend rundt om i landet – jeg så dem for eksempel på HC Andersen Julemarked i Odense. Men nu er deres mjød også til salg i Vinoble på Dalumvej her i Odense, til en pris på 200kr. for en liter i flot keramikflaske.

Jeg har smagt de fem varianter der i øjeblikket er til salg, og synes niveauet var ganske fornuftigt. Alle fem er 15%, og lavet med samme grundopskrift varieret med honning fra forskellige årstider, og lette tilsætninger. Min favorit var Kongemjød. Det er en mjød fra 2012 der var brygget på sensommerhonning. Den er lidt kraftigere og mere kompleks end de øvrige, sikkert både på grund af en lidt tungere honning, og den ekstra tid til modning. 

Kongemjød er en klar, gylden farve og dufter som de øvrige meget rent af honning og bivoks, her med frugtagtige undertoner og en note af egetræ, som sikkert skyldes alderen (der fortælles i hvert fald ikke noget om modning på fad). Smagen er sød og fyldt med honning, igen med noter af egetræ og vanilje, og en god eftersmag der også er lidt træ-agtig.

Barrique Mjød er til gengæld modnet på fad, et 220 liters egefad. Den er også klar og gylden, og aromaen har udover honningen også noter af vanilje og karamel. Smagen er honningsød og fadlagringen gør sig især bemærket som toffee og vanilje. Måske ville denne variant også have godt af at stå et år mere på flasken, måske det optimale ville have været længere tid på fadet.

Mjødurt - fra wikipedia.org
Mjødurt – fra wikipedia.org

De sidste tre typer mjød er mere lyse og friske, sommeragtige i karakteren. Midsommermjød er tilsat mjødurt, som giver et lidt blomstret og krydret præg oven i honningen, og ville være min anbefaling til en god sommerfrisk mjød.

Egtvedpigens Mjød er brygget med tilsatte vilde æbler som tydeligt smages, og som desuden giver en lidt vild note, måske fra vilde gærtyper på æbleskrællen, måske bare fra kombinationen af mjød og æble. Den er interessant og historisk spændende, men jeg synes ikke rigtig æblerne gør den bedre. Sommermjød er lavet på ren sommerhonning, og har et let blomstret præg som Midsommermjøden, men er ikke helt så spændende – det er den der smager mest rendyrket af honning og bivoks og meget lidt andet.

Jeg synes mjød er interessant på en ølblog fordi øl og mjød altid har fulgtes ad, været brygget og drukket i de samme kulturer, ikke mindst her i Norden. Og det har altid været et kendt trick at ekstra kraftig og god øl kunne opnås ved at blande honning i øllet.

Skulle Asgaard Mjød eller andre mjød-producenter læse med her, så vil jeg på det varmeste anbefale at skæve til Polen hvor verdens bedste mjød brygges. Her varierer man ikke kun typerne ved at bruge forskellige slags honning og ved at krydre mjøden. Man brygger fem forskellige typer som er kendetegnet ved forskelligt blandingsforhold mellem vand og honning, og dermed forskellig færdig styrke. God polsk półtorak mjød får enhver dessertvin til at blegne når det kommer til velsmag og kompleksitet. Læs mere om polsk mjød her!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *