Anmeldelse af ølanmeldelser?

Den komplette JV anmeldelse af Gul Påske: ”øllet har en flot gul farve”, ”den minder for meget om en pilsner”, ”hvor blev påsken af?”
Den komplette JV anmeldelse af Gul Påske: ”øllet har en flot gul farve”, ”den minder for meget om en pilsner”, ”hvor blev påsken af?”

Hvilke krav kan man stille til en anmeldelse af øl, og findes den perfekte anmeldelse? Aktuel debat på bloggen. I søndags lagde Christian Andersen et “Gok til anmeldelser” på sin blog Durst, og i går lagde Christian Møller “En anmelders bekendelser” på sin blog, som jeg ikke havde hørt om før. Da jeg også hedder Christian og blogger om øl, må jeg jo hellere følge trop.

Udgangspunktet på Durst var en test af påskebryg i Jydske Vestkysten. En urimelig kortfattet, overfladisk og ukvalificeret anmeldelse ifølge Durst. Korte løsrevede sætninger, som ikke nødvendigvis fortæller læseren hvad det er for en slags øl eller hvad den kan.

Så hvilke krav kan man stille til en anmeldelse? Det afhænger vel af formålet med anmeldelsen, og af skribentens intention. I en “Test af påskebryg” må det være et rimeligt krav at læseren bagefter sidder tilbage med et indtryk af hvilke af de anmeldte øl der er værd at købe. Øllene har fået point, endda med decimal, men da øl ikke er eksakt videnskab kan tallet ikke stå alene. Den højst scorende øl er faldet i panelets smag, men dækker den læserens behov?

Med Ratebeer i Wien, 2012. It's a tough job...
Med Ratebeer i Wien, 2012. It’s a tough job…

Men forbrugertesten er kun én slags anmeldelse. Der er også den mere oplysende variant hvor skribenten er mere interesseret i at give læseren noget baggrundsviden om øltypen, eller om bryggeriet, eller fortæller den fulde historie om den anmeldte øl. Når der bliver anmeldt øl her på bloggen er hovedformålet som udgangspunkt at læseren bliver klogere på øl i almindelighed. Ole Madsens anmeldelser hver lørdag i Ekstrabladet hver lørdag lider bestemt af bladets tekst-fobi, men prøver trods alt at snige en smule oplysning ind sammen med beskrivelse af øllet.

Og endelig kan anmeldelsen være en læseoplevelse i sig selv. Andre blogger fletter meget mere personlighed ind i deres anmeldelser end jeg har for vane. Her bliver rækken af anmeldelser en måde at følge med i skribentens liv, og man kan hygge sig med at lære anmelderen at kende. Eller læse om de enkelte øl i en rammefortælling, som når jeg fortæller om oplevelser på en ølfestival, og beskriver de enkelte øl undervejs i en (indrømmet, ofte også meget kortfattet) anmeldelse.

Jeg husker stadig en legendarisk “anmeldelse” af champagne i Weekendavisen. Journalisten Poul Pilgaard Johnsen havde været til champagnesmagning op til nytåret for 10-15 år siden, og havde en hel side i kulturtillæget til at beskrive denne omfattende smagning og druktur i detaljer. Velskrevet og en stor fornøjelse at læse, uanset at man på ingen måde havde i sinde at købe champagnen der blev omtalt.

Men for at kunne kategorisere teksten som en anmeldelse må minimumskravene være at der står noget om indtryk og oplevelse, og der står en vurdering. Det må (meget) gerne være en læseoplevelse, og man må gerne blive klogere på øl i almindelighed, men uden minimumskravene er det ikke rigtigt en anmeldelse.

Og krav til en god og vellykket anmeldelse? Den skal i hvert fald være så velskrevet at man ikke går i stå med læsningen. Stor ølviden er til gengæld ikke et absolut krav. De fleste kan se, dufte og smage øllet, udfordringen er at formidle oplevelsen, gerne på en æstetisk måde, og ideelt set så læseren sidder og bliver tørstig.

Til gengæld bør man ikke kaste sig ud i mere brygteknik eller ølhistorie end man kan stå inde for. Nej, din øl er ikke overgæret fordi den bruser over når du åbner den. Nej, IPA blev ikke “opfundet” fordi det ikke tidligere havde været muligt at sejle øl til Indien.

Carlsberg Brewmasters Collection California Steam Beer
Præsenteres øllet som en specifik øltype, har anmelderen også lov at sammenligne med originalen

Og så bør vurderingen af øllet efter min mening forholde sig til bryggerens intention med øllet. Står der på etiketten at det er klassisk pilsner kan anmelderen ikke klage over at der ikke er noget spændende oversøisk humle at spore. Til gengæld kan man klage over hvis der slet ikke er humle at spore, hvis den er karamelsød eller smager af frugt eller krydderier. Står der derimod at det er en fri fortolkning af begrebet pilsner, så skal anmelderen ikke klage over at øllet smager af oversøisk humle, karamel eller krydderier. Bruger man blindsmagning er det op til arrangøren at give deltagerne den rette forventning.

Til gengæld er det jo ikke sikkert at anmelderen kan lide øllet, hvad enten det skulle ramme en klassisk stil eller være sin egen. Det er bare altid tåkrummende at læse at øllet ikke lever op til anmelderens fejlagtige forventninger. Her er sæsonøl en særlig udfordring, da øl ikke “smager af påske”, men pr. definition er påskebryg hvis det står på etiketten.

Så den lille guide til en god anmeldelse:

  • En beskrivelse af øllet – udseende, duft og smag, og gerne spændende beskrevet.
  • En vurdering af øllet – anmelderens oplevelse af øllet og nydelse ved øllet.
  • Baggrundsviden – hvad som helst der sætter øllet ind i en større sammenhæng.
  • Hav styr på facts. Vrøvler man om et aspekt er det svært at tage resten alvorligt.
  • Anmeld øllet på dets egne præmisser.

En tanke om “Anmeldelse af ølanmeldelser?”

  1. En god anmeldelse for mig, er en hvor jeg får en opfattelse af hvad øllet er. Scoren kan til en begyndelse, være fuldstændigt ligemeget i min optik. Den bliver nemlig alt for ofte et udtryk for den subjektive del af et givent smagepanel. Derfor er den ofte først interessant når der er tilpas meget empiri, tænk ratebeer. En godt bedømt øl på ratebeer, kan jeg ofte smage hvorfor har opnået sin god bedømmelse. Dette er dog ikke ensbetydende med at den falder i min subjektive smag.

    Derfor er det første og eneste réelt vigtige punkt for mig en beskrivelse af; “anmelderen eller anmeldernes oplevelse af smagsnuancerne og dufte, maltethed – sødme, humleudtryk – bitterhed m.m.”

    Dette kan man så vælge om man vil sætte en subjektiv score på aka. hvor meget nød man den. Så kan man vælge at diskutere hvor meget den passer ind i den givne stilart. Sidst, men absolut ikke mindst kan man diskutere hvorvidt den passer til sit formål.

    f. eks. er påskeøllen rent historiskt en del af højtidsøllene. Disse var tungt maltede fordi man skulle have “en ordentlig kvalitetskrabat” af en stærk øl til højtiden og derfor fik lov til at bruge mere af den dyrebare malt. I dag vil man hellere have en lidt lettere og spidst humlet øl der kan holde til det lyse forår og hele påskebordet (maltet øl og fisk, er altså bare ikke altid lykken). Hvilket til dels er årsagen til at forårsbryg betegnelsen er opstået i de senere år (den anden halvdel er så de bedre kan sælge den i resten af foråret med).

    Så rent historiskt bliver det ikke en påskeøl bare fordi det står på etiketten. Den skal være stærk, maltet og brygget specifikt til højtiden. Dette kan man så debatere hvorvidt gælder længere hvor man smider påskeøl på markedet i 2-4 måneder… Den lader jeg bare hænge lidt.

    Hvilket så også kan være fuldstændigt ligegyldigt for mig, for jeg vil bare vide hvordan den smager. Så nu er vi vel på vej tilbage til cirklen. For anmeldelser i ugeblade og aviser er i alt for høj grad præget (eller giver ihvertfald indtryk af) af “1 journalist i rummet med X antal smagere” hvor journalisten noterer hvad smagerne siger og det mest sjove, alternative eller “what not” er hvad der bliver printet næste dag. Der er jo bare ikke særlig meget underholdningsværdi i tør fremlæggelse af hvad smagerne siger af objektive fakta, medmindre du altså er hardcore interesseret i ølverdenens finurligheder.

    Så en balance imellem det subjektive og det objektive bør man vel finde, ihvertfald hvis man er en ordentlig journalist. Specielt bør man blive bedre til, at sørge for at begge dele kommer med i en anmeldelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *