Amager Bryghus Maraton: Tulsa Twister

Amager Bryghus og Prairie Artisan Ales Tulsa Twister Saison med SimcoeAmager Bryghus/Prairie Ales Tulsa Twister er den øl jeg var med til at brygge tilbage i maj måned. Den var en af hele syv øl fra Amager Bryghus der efterhånden stod klar til smagning i og omkring køleskabet. Med syv øl fra samme bryggeri så jeg to muligheder: Enten invitere Snehvides dværge over til en hyggelig aften – eller have blogindlæg til en hel uge. Så dette indlæg er første skridt i en hel uges Amager Maraton, der vil byde på fadlagrede specialiteter og amarkansk/amerikanske samarbejdsbryg.

Baggrunden for Amager-Prairie Tulsa Twister er forklaret i det tidligere indlæg, men det er altså en saison der er humlet med rigelige mængder simcoe, og eftergæret med vildgæren brettanomyces. Den er gylden i farven og ret uklar, med et stort, hvidt skum der dog ret hurtigt falder sammen. 

Duften af Tulsa Twister er klassisk amerikansk saison. Saison-typen er jo en traditionel belgisk bondeøl og har levet et stille liv i 100 år, men resten af verden har i dag fået øjnene op for typens kvaliteter. Det er muligvis nået til et punkt hvor man med en saison i glasset viser at man er lidt mere sofistikeret end de andre ølnørder, men det er altså også godt.  I amerikansk fortolkning er saison i dag oftest en øl domineret af kraftig aroma-humle og et forfriskende tørt smagsindtryk.

Navnet Tulsa Twister henviser til de tornado der til tider hærger Prairie's hjemstat Oklahoma
Navnet Tulsa Twister henviser til de tornado der til tider hærger Prairie’s hjemstat Oklahoma

I Amager-Prairie’s fortolkning giver Simcoe-humlen en duft der både har harpiks og grannåle, og frugtnoter af citrus, fersken og ananas. Humlen følges af krydrede noter fra saison-gæren, der er det der adskiller den amerikanske saison fra en pale ale, mens det krydrede klart spiller en mindre rolle end i de klassiske belgiske saisons. Brettanomyces stikker ganske diskret snuden frem, og øllet dufter garanteret anderledes end uden brett, men det er alligevel ikke voldsomt markant.

Smagen er tør, humlet og bitter, domineret af simcoe-humlen, som ovenfor beskrevet, men også med mere tydelig brett end i næsen. Der er læder og kælder, og man mærker bare at øllen er mere tør end en øl gæret på almindelig ølgær. Eftersmagen er ganske bitter og præget af harpiks, grapefrugt og brettanomyces.

Jeg havde meget høje forventninger til denne øl, og selv om de måske knap indfries, så er det i hvert fald en meget lækker øl som skal nydes stille og roligt i sommervarmen. Saison er som udgangspunkt den ultimative øl til spisebordet, men mængden af humle og bitterhed i Tulsa Twister er nok lidt en udfordring. Fede og krydrede kødretter kunne være et godt bud, altså den perfekte følgesvend til danskernes foretrukne grillaften med marineret svinekød.

Da Tulsa Twister er tappet ufiltreret og upasteuriseret kan brettanomyces udvikle sig yderligere i flasken, og er vi heldige, så er den betydelig mere udpræget om et år. Der skal helt sikkert et par stykker i kælderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *