Amager Bryghus Maraton: Orange Crush Session IPA

Amager Bryghus/Cigar City Brewing Orange Crush Session IPAAmager Bryghus/Cigar City Brewing Orange Crush er en session IPA der er brygget med nogle af de mest frugtagtige humletyper, foruden appelsinskal. Blandt de bryggere der deltog på Copenhagen Beer Celebration havde Amager Bryghus egentlig ikke planlagt at invitere Cigar City til et samarbejdsbryg igen i år. I 2013 bryggede de peber/ceder-stouten Xiquic sammen.

Men da Cigar City gerne ville, blev Orange Crush skabt. En øl i en helt anden genre, men stadig en type som begge bryggerier mestrer til perfektion Med bare 5% alkohol er det en session beer, sådan da, en øl man kan tåle at drikke flere af, og har lyst til at drikke flere af. Jeg ville personligt sige at en session beer skulle være under 4%, men alting er jo større i USA…

Amager Cigar City Orange Crush Session IPA etiketOrange Crush er nærmest også orange i farven – en mørk, og let rødlig gylden, med et nydeligt, holdbart, hvidt skum. Der flyder bittesmå partikler rundt i øllet som umiskendeligt ligner humlerester i højere grad end gærrester – og øllet smager heller ikke som om det er tappet med for mange gærrester i flasken.

Duften er præget af de frugtagtige humler Simcoe, Citra og Mosaic, og når man ved det er det også ret oplagt at der er tilsat appalsinskal og ikke bare hentet citrus-aroma fra humlen. Bryggeriet påstår at det er en amerikansk og særlig aromatisk type appelsinskal, og selv om Amagers etiketter normalt skal tages med et gran salt, så er Cigar City om noget eksperter i at bruge frugt til at fremhæve øllets karakter, og de kender naturligvis den bedste type appelsinskal til ølbrygning.

Smagen er sødlig og frugtagtig, med masser af appelsin og clementin som første indtryk. Man bemærker dog hurtigt humlen, og øllet er ganske bittert. Masser af mennesker ville kalde den for bitter til at kunne drikke flere liter i en session, men for et humlehoved som undertegnede når det ikke ligefrem at blive et problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *