Afslutning: Årets Påskebryg 2020

Foråret er godt i gang og påsken nærmer sig. Selv om danskernes påske bliver ret speciel i år 2020, så kan der stadig drikkes øl. Bryggeriforeningen har sendt Beertalk 30 forskellige påskebryg og forårsbryg til anmeldelse. De blev delt op i tre grupper som skal smages. Først de undergærede typer, de klassiske danske påskebryg. Derefter pale ales og IPA, de typiske forårsbryg. Og til sidst alt det andet: Saison, hvedeøl og engelske ales. I denne afsluttende del vil jeg samle lidt op og kåre de bedste i forskellige kategorier.

Det var vidt forskellige øl og der tegner sig ikke én bestemt samlet vinder. Tre forskellige øl fik fire stjerner, og otte yderligere fik 3½ stjerner. Blandt dem kan jeg kåre vindere i forskellige kategorier. De øvrige 19 øl vil jeg faktisk ikke anbefale. Der er selvfølgelig gradsforskelle. Nogle falder bare ikke i min smag, men flere af dem er decideret dårlige.

Bedste øl til påskefrokost

Til dansk frokost med rugbrødet i centrum hører der en god maltet og gerne undergæret øl. Skal man blive ved længe må den ikke være for sød. Det er oplagt at vælge Krenkerup Forår, der er en fyldig bock på (relativt) fornuftige 6% alkohol. Med lidt humlebitterhed og forårsfriskhed holder den ganen i topform til en lang frokost.

Krenkerup Forår

Vil man starte lidt lettere i smagen, kunne det være Svaneke Gul Påske eller Fur Vulcano Påskebryg, med lidt lettere maltprofil. Til fisken kunne man endda springe på en Indslev Påskehvede eller Svaneke Påskefrokost. Er der kraftige, lune retter til påskefrokosten, så kunne man afrunde med Viborg Påskebocken. Man kunne også bare tage den ægte vare, en Paulaner Salvator eller Andechs Doppelbock. Skal det holdes dansk, kan jeg også anbefale Fur Bock eller Krenkerup Doppelbock.

Krenkerup Doppelbock

Bedste øl til påskelammet

Skal man have lammesteg, med hele udstyret, så må jeg starte med at anbefale en mørk belgisk klosterøl. Westmalle Dubbel, Rochefort 8, Rød eller Blå Chimay, St. Bernardus 8 eller 12, La Trappe Dubbel eller Quadrupel. Skal det være dansk, så kig efter noget mørkt og relativt stærkt fra Bøgedal.

Bøgedal

Fra denne test ville jeg nok pege på de mørke undergærede. Krenkerup Forår, Viborg Påskebocken eller Ørbæk Bock Bock. Skal lammet serveres med lettere tilbehør, måske salat og grillede grøntsager i stedet for sovs og kartofler, så kunne man også vælge de lyse og kraftige, Herslev Forårsbryg eller Svaneke Påskefrokost.

Viborg Bryghus Påskebocken

Bedste øl til terrassen

Når de første spæde solstråler bryder frem, men det stadig er under fem grader varmt, så kalder det på en ganske særlig øloplevelse. Herslev Forårsbryg dufter af forår og solskin, men den har saft og kraft til stadig at give varmen (Advarsel: Det giver ikke reelt varmen at drikke kolde drikke med høj alkoholprocent). Cascadehumlen giver den rette duft, og den belgiske gær giver en tør, kraftig og varmende tripel.

Herslev Bryghus Økologisk Forårsbryg

Vil man skrue lidt ned for alkoholprocenten, men stadig have lidt at stå imod med, så er svaret en klassisk pale ale. Det kan være Herslev Påskeale eller Jacobsen Påske Pale Ale, der begge har frisk humleduft på en solid maltbaggrund. Når vejret også bliver lidt varmere er Indslev Påskehvede det indlysende valg, men Svaneke Påskefrokost er også fyldt med solskin.

Indslev Påskehvede

Den bedste øl til påskeægget

Der kan næppe skrives lange afhandlinger om parring af øl og chokoladeæg, men skal man have lidt sødt i påsken, så må det være her at årets aftapning af Ørbæk Påskebryg kommer til sin ret. Den søde brown ale med noter af chokolade, lakrids og tørret frugt smager lidt af slik og er muligvis også en god ledsager til chokolade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *