Årets Udenlandske Bryggeri 2019 – Danish Beer Blog Awards

Jeg har ikke været udenlands efter øl i det forgangne år, og der er ikke nogen nye udenlandske bryggerier der har taget mig med storm. De tre udenlandske bryggerier der har leveret det bedste topniveau i år er gamle kendinge. De to af dem har fået prisen før, og valget falder passende nok med den tredje kandidat. På diverse ølsmagninger har jeg smagt fantastiske øl fra 3 Fonteinen (vinder 2018) og Hill Farmstead (vinder 2015), men hen over året har jeg fået mest fremragende øl fra De La Senne. Både otte nye øl og masser af gamle kendinge.

Brasserier De La Senne må have været med i opløbet hvert år. Det er en kæmpe favorit. Jeg elsker når der er frisk fadøl i Odense fra det lille Bruxelles-bryggeri, men friske flasker kan også gøre det. Den gode Taras Boulba har været i Odense både på fad og flaske. Den årligt tilbagevendende IPA Brussels Calling som brygges hvert år på bryggeriets fødselsdag den 22. december. Den var i årets udgave lige så sublim som tidligere, og dermed en af de bedste øl jeg har drukket i år. Der blev drukket nogle stykker.

På samme fantastiske niveau var øllen Spruiting Vat, brygget sammen med De Garde. En 5,4% saison der har været modnet på egetræsfade. De Garde er også kendte for fadlagring og brettanomyces, og det var en funky øl, med tydelig amerikansk fadkarakter. Spruiting Vat ramte plet med et samspil mellem De La Sennes elegante, rene og let drikkelige stil, og den amerikanske stil med virkemidlerne skruet op til 11.

Schieve Saison brygget sammen med Crooked Stave gjorde mig også glad, og der var både syrlige og kulsorte øl der imponerede. For min skyld kunne De La Senne nøjes med at brygge deres milde, humlede og alligevel umiskendeligt belgiske pale ales som Taras Boulba, og stadig være et af mine yndlingsbryggerier. Men når de bevæger sig over i andre stilarter, så plejer det også at sidde lige i skabet.

Følg hashtag #BeerBlogAwards2019 på sociale medier for at følge med i årets kåringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *